Kosmos I
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

270 saasreml man med Wollaston antager Lufthaver at være be- grændset og følgelig bølgeflagende, lader Dæmringen (Tns- morket) med Hensyn til dette flutte til en idetmindste ni Gange større Dybde, eller med andre Ord: ar Atmosphcerens Hoive idetmindste er nt Miil fra Havspeilet ar regne. Luft- havet hviler veels paa den faste Jord, hvis Bjergkjæder og Hoifletter, saaledes som vi allerede ovenfor have be- mærket, stige op som grønne, stovbevorede Revler og Grunde; deels paa Oceanet, hvis Overflade danner den bevægelige Bund, hvorpaa be lavere, tættere, med Vandeampe svangre Luftlag ere leirede. Fra Lufthavets nederste Grændse opad og fra Oceanets pverste Grændse nedad, ere Luft- og Vandlagene Unver- kasteve bestemte Lovefor Varmens Aftagen. I Lufthavet er denne Astag else for Varmen betydelig langsommere end i Oceanet. Havet har under alle Zoner en Tendents til at bevare Varulen af dets Overflade i de Luften nærmeste Vand- lag, som Folge af, at de koldere og desaarsag (indtil en vis Grad) tættere og tungere Dele synke ned. En stor Række af omhyggelige Temperatmobservationer har viist, at Oceanet under dets sædvanlige og Middel-Tilstand, fra Wquator indtil 48° nordlig og sydlig Brede ved dets Overflade stedse er noget varmere, end de nærmere liggende Luftlags. Paa Grund af den med Dybden aftagende Temperatur kunne Fiske og andre Havets Beboere, der maastee ifolge deres Gjælle- og Hild -Respirations Natur ynde dybe Vande, selv Under Vendekredsene vilkaarlig finde Ve lave Temperaturer, det kjolige Klima, ver under de højere Breder i ve tempereerte og kolde Zoner mulig convenere dem bedre. Denne her anførte Omstændighed, ver er analog med den milde, ja selv den kolde Alpelnft (Bjerglnft) paa Højsletterne i den hede