Kosmos I
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

322 kraftigere for Menneskeslægtens Eenhed tale ogsaa, ifølge min Anskuelse, de mange Mellemtrin7 2 i Hudfarven og Hjernestallens Bygning, som den nyere Tids raske Fremsiridt i Knildskab om Landene og deres Beboere have frembubt; end- videre Analogien imellem Afarterne i andre vilde og tamme Dyreclasser, og de paalidelige Erfaringer, der har kunnet samles angaaende Grændsen for en frugtbar Bastardavling Den største Deel af de Contraster, som man fordum rroede at finde, er bleven ryddet af Vejen ved Tiede- manns flittige Arbeide med Hensyn til Negernes og Euro- pæernes Hjerne, samt ved Vroliks og Webers anatomiske Undersøgelse af Bækkenets Form. Naar man i deres Al- mindelighed omfatter de morkfarvede afrikanste Nationer, over hvilke Prichards grundige Værk har udbredt saa meget Lys, og dertil endvidere sammenligner dem med Stammerne i det sydiudiske og vestaUstraliske Archipel, med Papuas og AlfouroUs (Haraforer, Endamener), saa seer man tydelig, at sort Hudfarve, Ulvhaar og negeragtige Ansigtstræk ingenlunde altid er c for- bundne med hinandenSaalæuge ve vestlige Folkefærds Kundskab kun udstrakte sig til en ringe Deel af Jordoverfladen, maatte der danne sig eenstdige Anskuelser. Tropeverdenens Sol- varme og en sort Hudfarve syntes uadskillelige. Den gamle Tragiker Theodektes fra Phaselis^ sang: „den nære Solgud farver Mthioperne paa sit Lob med Sodens mørke Glands; Solens Gløden kruser tørrende deres Haar." Paa Aleran- ders Hærtog, der vakte saa mange Ideer med Hensyn til den physiske Jordbeskrivelse, tændtes ogsaa Striden om Klimaternes usikkre Indflydelse paa Folkestammerne. En af vor Tidsalders storste Anatomer Johannes Müller siger i sin alt om- fattende Physiologie des Menschen: „Dyr- og Plante- slægter forandre sig under deres Udbredelse paa Jordoverfladen ■■