Kosmos I
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

323 indenfor de Slægten og Arten foreffrevne Grændser. De for- plante sig organist som Typer for Arternes Variation. De nær- værende Racer af Dyr, hvoraf de meest paafaldende Afarter findes hos dem, der ere stikkede til den videste Udbredelse, ere fremgangne ved Samvirkningen af forfljellige saavel indre som ydre, sijondt i Enkelthederne ei paaviselige Betingelser. Menneskeracerne ere Former cif een eneste Art, sig frugtbar parrende og forplantende ved Avling; de ere ikke Arter af eet Genus: thi vare de det, da vilde deres Bastarder være ufrugtbare indbyrdes. Om de givne Menneskeracer nedstamme fra flere eller kun fra eet Urmenneske, lader sig ikke ad Erfaringens Vei afgjøre"76. De geographiske Forflninger angaaeude det gamle Sæde, den saakaldte Menneskeslægtens Vugge, have i Sand^ hed en reen mythisk Charakteer. Wilhelm von Humboldt siger i et endnn et rrykt Værk over Sprogenes og Folke- slagenes Forstjellighed: „Vi kjende hverken historist eller gjen- nem Tradition noget Tidspunkt, i hvilket Menneskeslægten ei har levet adsiilt i Folkehobe. Men om denne Tilstand har været ven oprindelige, eller om den først senere er opstaaet, lader sig følgelig ikke historisi afgjore. Enkelte paa forskjellige Punkter paa Jorden og uden mindste gjennemffuelig Sammen- hæng sig gjentagende Sagn benægte den første Antagelse og lade hele Mennesteflægten nedstamme fra et eneste Mennefle- par. Dette Sagns vide Udbredelse er undertiden bleven be- tragtet som en Ur - Erindring i Menneskeheden. Men netop denne Omstændighed beviser langt snarere, at der her netop ikke ligger nogen historisi Tradition til Grund, at derimod kun Overeensstemmelsen i den menneffelige Forestillingsmaade har ført til samme Forklaring af lignende Phænomener: lige- som visselig mange Myther ere opstaaede uden historisk 2i*