Kosmos I
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

57 bers har viist at med en Begyndelses-Hurtighed as ikkun 7500 til 8000 Fod i Secundet, vilde Meteorftenene ikkun med en Hurtighed as 35000 Fod (1,53 geogr. Miil) i Secundet ankomme til vor Jord. Da imid- lertid Middeltallet as Meteorstenenes maalte Hurtighed er 5 geogr. Miil, over 114000 Fod i Secundet, saa maatte den oprindelige Kaste-Hur- tighed i Maanen være omtrent 110000 Fod, altsaa 14 Gange storre end Laplace antog den. (Olbers i Schum. Jahrb. 1837, S. 52—58 og i Gehlers Neuem Physik. Wörterbuch Bd. VI. Ab th. Z. S. 2129—2136.) Saaftemt man turde antage, at der endnu maatte sindes vulkanske Kræfter paa Maanen, vilde den Omstændighed, at Her- ingen Lust gjor Modstand, begunstige Maanevulkanernes Kastekrast frem- for Jordvulkanernes; men ogsaa med Hensyn til Maa let for sidstnævntes Kræfter mangler det paa alle sikkre Iagttagelser: ja det et endog sand- synligt, at dette Maal i hoi Grad overvurderes. Or. Peters, en meget opmærksom og maalende Iagttager af Mtna-Phænomenerne, har ikkun fundet den storste af de gjennem Krateret udkastede Stenes Hurtig- hed at være 1.250 Fod i Secundet. Observationer ved Pico paa Tene- riffa 1798 gave 3060 Fod. Om end Laplace ved Slutningen af sit Værk (Expos, du Syst. du Monde, éd. dé 1824 p. 399) meget forsigtig siger om Aörolitherne: .,que seion toutes les vraisemblances elles vien- nent des profondeurs dø l’espare celeste“; saa seer inan dog paa et an- det Sted (chap. VI. p. 233), at han, formodentlig uden at have kjendt Meteorstenenes uhyre planetariske Hurtighed, med nogen Forkjærlighed heldede til den selenitiske Hypothese, men stedse forudsatte, at de fra Maanen udkastede Stene „deviennent de satellites de la terre, décrivant autour d’elle une orbite plus au moins ailongéø, de sorte qu’ils n’at- teignent l’atmosphére de la terre qu’aprés plusieurs et meine nn tres- grand nombré de revolutions“, Ligesom en Italiener i Tortona havde det Indfald, at Aörolitherne konr fra Maanen, saaledes have græske Physikers ogsaa havt det Indfald, at de kom fra Solen. En saadan Mening omtaler Diogenes Laertius II, 9 med Hensyn til Op- rindelsen af den ved Aegos Pvtamoi nedfaldne Masse (s. foregaaende Note 88). Den Alt registrerende Plinius (II, 58) gjentager denne Mening og Lespotter den saameget desto hellere, som han, tillige med Fornævnte (Diog. Laert. II, 3 og 5, p. 99, Hübner) beskylder Anaxa- goras for at have spaaet Aörolithens Fald fra Solen: „celebrant Græci Anaxagoram Clazomeniuin Olympiadis septuagesimæ octavæ se- cundo anno prædixisse cælestium litterarum scientia, quibus diebus saxum casurum esse e sole, idqve factum interdin in Thraciæ parte ad Aegos flumen. — Quod si quis prædictum credat, simul fateatur ne- cesse est, in aj o ris miraculi divinitatem Anaxagoræ fuisse, solvique rerum naturæ intellectum, et coufundi omnia , si aut ipse Sol lapis esse aut unquam lapidem in eo fuisse credatur; decidere tamen crebro non erit A. v. Humo old t Kosmos. I. 5