Kosmos I
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

- 74 vægtens Love danner sig imellem disse tvende Himmellegenier; og dette Punkt er det egentlig, som gjor sit aarlige Omlob omkring hele Solsyste- mets Tyngdepunkt, saa at Jord og Maane i strengeste Betydning bevæge sig om deres fælles Tyngdepunkt som to Satelliter, medens dette gjsr sin aarlige Bane omkring hiint, og er det at soge i den ideelle Linie, som for- binder Jordens og Maanens Tyngdepunkter, fanit i en Afstand fra hver, der ftaar i omvendt Forhold til Legemernes Masse. Tænker man sig en Stav a (51803 Miil) som en tvarmet Vcegtftang, hvis tvende Endepunkter bære to Kugler T (Jorden) cg M (Maanen) af ulige æægt, saa vil der ikkun fremkomme Ligevægt, naar Staven a under- stottes i et Punkt, hvis Afstand fra hver af dens Endepunkter, forholder sig omvendt som de paahvilende Kuglers Masse. Betegnes s. Er. den Arm, som bærer T ved x, saa bliver Vægtstangen anden Arm — a — x, der forholder sig altsaa T : M = (a — x): x. Tx = M (a — x). Undersøgelser forholder Jordens Masse sig ril eller Jsoige Lindenaus Maanens Masse som 1 til ’/s7,74, og indsættes disse Værdier for T — 1 og M —1/87,74, saa haves: a - x a 61803 X 87,74 88,74 88,74 084 Mill. Det fælles Tyngdepunkt for Jord og Maane ligger altsaa 584 Miil sra Jordens Midtpunkt, følgelig endnu 275 Miil under dens Overflade; ved Maanens variable Afstand (fra 54644 tit >896 l Miil) forandres imidlertid Beliggenheden af dette Punkt indtil +. 36 Miil. — Efter de nyeste Beregninger af Peters og Schidlosfsky er Maanens Masse '/87,24. S. -8 (S. 118.) Bessel i Schum. Jahrb. for 1839, S. 51; maaskee 1 Million Miil daglig, idetmindste er den relative Hastighed 834000 Miil, altsaa meer end det dobbelte af Jordens Hastighed i sin Bane omkring Solen. 99 119.) I lang Tid antoges de storste Stjerner tillige for al være de os nærmeste, hvisaarsag man ved disse troede lettest at sinde en Parallare. I Overeensstemmelse med denne Forudsætning valgte Struve Stjernen « (Vega) i Lyren, hvis Parallare han fandt — O",2613, medens Peters ikkun fandt den — 0",l02 med den sand- synlige Feil ±_ 0",053 (Descipl. de l’Observ. de Poulkova p. 282); men denne Afvigelse giver ingen af Nesultaterne stor Grad as Sandsyn- lighed. Bessel lagde derimod et andet og vistnok rigtigere Princip til Grund fer sit Valg af Dobbeltstjernen Nr. 61 i Svanen til Parallare- Beftemmelse, idet han antog de Stjerner, som havde den største egne Bo vægelse, for at være de nærmeste. Fra Midten af det forrige Aarhundrede vidste man allerede, al de fleste Firstjerner have en egen fremskridende Bevægelse i Himmelrum-