Kosmos I
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.
Forfatter: Alexander Von Humboldt
År: 1855
Serie: Kosmos
Forlag: Paa F. H. Eibes Forlag.
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 162
UDK: 50 Gl.
DOI: 10.48563/dtu-0000107
Første bind. Oversat af C. A. Schumacher.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
75
met, hvorved deres gjensidige Stillinger forandres og Stjernegrupper
i Aarhundredernes Lob erholde meer eller mindre forandret Udseende.
Denne Firstjernernes egen Bevægelse blev ulige nøjere bekjendt og for
en stor Deel udtrykt i bestemte Talværdier, da Bessel 1818 havde be-
regnet Bradleys Stjerne-Observationer fra 1750 til 1762, og sammen-
lignet disse med Positionerne i Piazzis Stjerneeatalog fra 1800 og
andre ved senere Observationer as de samme Stjerner fundne. Heraf
fremgik nemlig, at næsten Halvdelen af alle de i begge Cataloger sig
befindende Stjerner, hvis Antal er 2959, havde en aarlig egen
Bevægelse af Vio Secund og derover; uden Forskjel om de for os synes
store eller smaa. Blandt 71 Stjerner, hvis aarlige egen Bevægelse
Bessel fandt at overstige % Secund, var der kun 4 af første Størrelse.
En betydelig egen Bevægelse have Stjernerne: Arcturus, [i i Cas-
sio peia, d i Eridanfloden, Nr. 61 i Svanen og den med Nr.
1830 betegnede Stjerne i den Groombridger Catalog. De tvende
sidstnævnte have de betydeligste egne Bevægelser, som man hidindtil har
erkjendt hos nogensomhelft Firstjerne, idet Førstnævntes er 5,z,166 og
Sidstnævntes 6",96 aarlig.
En saadan tilsyneladende Bevægelse maa ubetinget være Folgen
as een eller flere virkelige; det være sig nu hos den paagjeldende
Stjerne eller hos vort Solsystem, sandsynligviis hos begge. Den til-
syneladende Bevægelse maa nu iovrigt frem g aae af hvilkensomhelst as
de anførte Aarsager den vil, saa er del dog i ethvert Tilfælde aaben-
bart, at en Stjerne, som har en sand Bevægelse as bestemt Størrelse
og Retning, ubetinget maa vise en storre Fremflriden paa Himlens
Bue, jo mindre dens sande Afstand er; og af denne Aarsag valgte
Bessel den 61de Stjerne i Svanen lil Gjenstaud for fin mindeværdige
Undersøgelse. Det astronomiske Selskab i London tilstillede ham i denne
Anledning dets Guldmedaille, og Sir John F. W. Herschel udtalte
paa Selskabets Forsamlingsdag, den lfte Februar 1841, sig paa den
værdigste Maade om Bessels Fortjenester i denne Retning. Peters paa
Pulkova har observeret Stjernerne 61. Cygni, Arcturus, a Lyræ, Capella,
a Cygni, t Ursæ maj. og Nr. 1830 as den Groombridger Catalog.
Parallaxen for 61 i Svanen sandt han — 0",348 +. 0",680; fra Ca-
pella ukjendelig; de andre Resultater ere endnu ikke bekjendtgjorte. For
Polarstjernen fandt Peters as andre Observationer (Bull, de l’Acad. Imp.
des sciences de St.-Petersbourg Tom. II. Nr. 22) Parallaxen = O",067
+ 0z/,012; Lundahl fandt den derimod (De numeris nutationis et aber-
rationis constantibus. Helsingf. 1842) — O", 147 _+ 0z/,030. K.
30 (©. 120.) Om Solsystemets Bevægelse ester Bradley, Tobias
Mayer, Lambert, Lalande og William Herschel s. Arago i Annuaire
1842, p. 388 -399. Arg elander i Schum. Astr. Nachr. Nr. 363,
364, 398, og i Afhandlingen von der eigenen Bewegung des
6*