Kosmos I
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

Forfatter: Alexander Von Humboldt

År: 1855

Serie: Kosmos

Forlag: Paa F. H. Eibes Forlag.

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 162

UDK: 50 Gl.

DOI: 10.48563/dtu-0000107

Første bind. Oversat af C. A. Schumacher.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 510 Forrige Næste
104 ogsaa kaldes Thermosk.op, og er ver omsindlligfte af alle os bekjendte Varmemaalere. I Aaret 1825 fandt Arag o (idetmindste bekjendtgjorde han det sorst da), at, naar man under en Magnetnaal sætter en Skive af Kobber i hurtig omdrejende Bevægelse, denne da virker til at dreje Naalen i samme Retning, samt ved forøget Hurtighed og Masse endog fvr- maaer at bringe ben til fuldkommen at rotere; og naturligviis uden at der finder fjerneste mechaniske Forbindelse Sted imellem begge. Ved fortsatte Forsøg viste det sig, at ikke Kobberet alene formatier at frem- kalde denne Virkning, som Arago kaldte Rotationsmagnetisme, men at ogsaa andre metalliske Legemer, ja selv Jis fremkalder denne. Faraday sandt, at der da tillige fremkommer en elektrisk Strom i Skivens roterende Retning. To Aar ester him Aragos Opdagelse sandt Ohm, som strengt beviist almindelig Lov for den eleetriske Led- ningsevne, at ved Traade af samme Metal Ledningsmodstanden staaer i directe Forhold til Traadenes Længder, men i omvendt Forhold til deres Tværsnit; saa al ved to Traade af samme Metal, Modstanden for begge er den samme, naar deres Længder forholder sig directe som deres Tværsnitsflader. Skal man derfor prove forskjellige Metallers Lednings- evne, saa maanman enten give dem samme Gjennemsnitsflade, eller opsoge de Længder, som de ved lige Tykkelser vilde have, og som Ohm kalder reducerede Længder. Ved Drsteds Opdagelse var det bleven viist, at Elektricitet frem- kalder magnetiske Mtringer; nmn blev derved mere eller mindre be- rettiget til Formodning om, at Magnetisme (Magnet-Kraft > omvendt vgiaa maatte kunne fremkalde Elektricitet; en Formodning, som det i Aaret 1831 lykkedes Faraday at bringe til Bished. Enhver elektrisk Strom fremkalder i det Ojeblik Kjceden fluttes eller brydes ligeledes en elek- trist Strom i enhver i dens Nærhed værende fluttet elektrisk Leder, i forste Tilfælde i modsat, i andet i samme Retning som fyiin. De paa denne Maade fremkaldte elektriske Strømme benævner Faraday induce- rede, og den der fremkalder disse, den inducerende Strom eller Ho- vedstrommen. Hine opstaae alene ved Nærmelse til, og Fjernelse fra denne og frembringe samme Virkning. Men saadanne inducerede Strømme fremkaldes ikke alene ved den elektriske Strøm, ogsaa Magneten i og for sig, sandt Faraday, for- maaer at vække disse. En stærk Magnets Anker omviklede han i mange Vindninger med en fllkeomspunden Kobbertraad, hvis ene Ende han bragte ned i en ©faat med Qvægsolv, og hvis anden Ende han bragte Qvægsolvets Overflade meget nær, dog uden at der fremkom Berøring. Naar han hernæst hurtigt adskilte og forbandt Ankeret og Magneten, saa opstod der i begge Tilfælde en lille Gnist mellem Traadens frie Ende og Ovægsolvfladen. Herved viste det sig ligegyldigt, om den anvendte