Kosmos I
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

127 1311. Tils. Det er visseligen Hoist mærkværdigt, at man har Erempler paa, hvorledes der i meer eller mindre regelmæssige Tidsrum hæve sig Oer op as Havet, som atter forsvinde; saaledes den ber omhandlede O, der ved sin sidste Hævning 1811 erholdt Navnet Sabrina. I October samme Aar begyndte den atter at forsvinde, og mod Slut- ningen as Februar 1812 var intet Spor meer tilbage; der opsteg kun endnu undertiden Damp as Havet paa det Sted, hvor Øen havde været. I Mai 1796 fremstod ogsaa en ny O ved Unalaschka, en af Menterne, der ikke alene har vedligeholdt sig, men som endog lige indtil 1806 ved- blev at tiltage i Omfang og Størrelse. Begge Lers Hævning for- kyndte sig ved heftige Jordskjælv og ved Rogsoiler, der opstege af Havet; Stene bleve kastede omkring i vid Fjerne. Med Hensyn til Om Sabrina anføres den, som Bischof (Wärmelehre, S. 295) ud- trykker sig, „befremdende" Kjendsgjerning, at Stenene vare ganske sorte, naar de fremkom as Vandet, men bleve pludselig derefter glodende. Dette Phænomen synes at finde sin fuldstændige Forklaring i det af mig som Tils. til Anm. 66 (@. 91 i Anmærkningerne), anførte Experiment: naar de glodende Stene nemlig kastes op gjennem Havet, afkoles de stærkt paa Overfladen; men, saasremt de have et nogenlunde betydeligt Rumfang, da, paa Grund as den korte Tid, ikkun paa Overfladen, der senere i Lusten, hvor Afkolningen er betydelig ringere, igjen ophedes til Glodning as den indvendige endnu stærkt glodende Masse. Med Hen- syn til den sidstnævnte O er det kun bemærket, at der om Natten opsteg Ild, men undertiden saa stærkt og i saadan Mængde, at man i 10 Miles Afstand kunde skjelne alle Gjenstande paa Øen. Rogsoiler vare synlige i 4 Aar. — Ogsaa fortjener det at bemærkes, at Eilandet fra 1720 naaede samme Hoide over Havet, som senere, omtrent paa samme Sted, Sabrina, hvormed man i Almindelighed antager det identisk. — Der hersker et Sagn iblandt de portugisiske Skippere om en O, som kun sees sjeldent, og da for Vedkommende er et Tegn paa Lykke; muligviis at et Eilands saaledes periodiske Fremkommen og Forsvinden ligger til Grund sor samme. S. 66 (S. 209.) Pr 6 vo st i Bulletin de la Société geologi que T. II. p. 34; Friedrich Hoffmann, Hinterlassene Werke Bd. II. S. 451 —456- 67 (S. 210.) „Accedunt vicini et perpetui Aetnae montis ignes et insularum Aeolichim, veluti ipsis undis alatur incendium; neque enim aliter durare tot seculis tantus ignis potuisset, nisi humoris nutrimentis aleretur“. (Justin Hist.- Philipp. IV., 1.) Den vulkanske Theorie hvormed her den pbysiske Beskrivelse as Sicilien begynder, er meget for- viklet. Dybe Lag af Svovl og Harpir; en meget tynd, paa Huler riig, let klostelig Jordbund; og stærke Bevægelser af Havets Bolger, som, idet de flaae sammen, drage Luften «Vinden) med ned i Dybet, for at puste til Ilden: ere Elementerne i Trogus's Theorie. Da han (Plin.