Kosmos I
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

69 billedet Arnen, og næsten befinde os midt i Lagets rumlige Udstrækning med Hensyn til dets Tykkelse eller lille Are. Dette vort Solsystems Sted og hele Lindsens Gestalt har man fluttet sig til ved Stjerne-Tællinger, det vil sige, ved Betragtning af den forstjellige Mængde Stjerner, som stues paa lige store Afdelinger af en Kikkerts Synsmark. Den til- eller aftagende Stjernemængde maaler Lagets Dybde i de for- skjellige Retninger. Saaledes give Tællingerne Visionsradiernes Længde, saa at sige Længden af de udkastede Loddelinier hver Gang disse naae Stjernelagets Bund, eller da her ikke kan være Tale om noget Oven og Neden, rigtigere talt, dets ydre Begrændsning. Der, hvor den største Mængde af Stjerner ligge bag hinanden, siver Djet, i Forlængelsen af Synslinien, de sidste tæt sammentrcengte, ligesom forenede ved et melkefarvet Skin (Lysdunst), og paa den hele synlige Himmelhvælving perspektivisk fremtrædende som et hele Himlen omspændende Belte. Dette smalle og i Grene deelte Belte, af pragtfuld, stjøndt ulige og ved mørke Steder afbrudt Lysglands, afviger paa Himlens hule Sphære kun faa Grader fra en Stor- cirkel, fordi vi befinde os nær ved Stjernehobens Midte og næsten i selve Melkevejens Plan. Stod vort Solsystem langt udenfor Stjernehoben, saa vilde Melkevejen for det væbnede Dje vise sig som en Ring, og i et endnu storre Fjerne, som en fliveformig Taageplet. Blandt de mange selvlysende og deres Sted paa Himlen forandrende Sole (altsaa urigtigen saakaldte Firstjerner), som danne vorVerdenso, er vor Sol den eneste, vi gjennem virke- lige Observationer med Hensyn til dens Forhold til den sammenrnllede Materie (t Form af Planeter, Cometer og aörolithartige Asteroider), der er umiddelbart afhængig af, og omkredser den, kjende som Centrallegeme. I de af flere