Kosmos I
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

70 Stjerner bestaaende Systemer (Dobbeltsole eller Dobbeltstjerner) hersker, saavidt de hidindtil ere udgrnndede, ikke samme planetariske Afhængighed med Hensyn til relativ Bevægelse og Belysning, som charakteriserer vort Solsystem. To eller flere selvlysende Himmellegemer, hvis Planeter og Maaner (ifald de ere forhaanden) ligge udenfor vor hidtil opnaaede teleskopiske Synskraft, omkredse vel et fælles Tyngdepunkt, men dette falder i et maaskee med uboldtet Materie (Verdensdunst) udfyldt Rum, medens samme med Hensyn til vor Sol som oftest ligger i vet synlige Centrallegemes inderste Begrændsning. Naar man betragter Solen og Jorden eller Jorden og Maanen som Dobbeltstjerner, og vort hele planetariske Solsystem som en Stjernegruppe «Multipler-Stjerne), saa strækker sig den Analogie, som en saadan Benævnelse fremkalder, kun til de, Attractions-Systemer as forskjellig Orden tilkom- mende, og med Hensyn til Lysprocesserne samt Belysnings- maaden aldeles uafhængige Bevægelser. Ved den Almindeliggjorelse af kosmiste Anfluelser, som Udkastet til en Natur- eller Verdensskildring kræver, kan Sol- systemet, til hvilket Jorden horer, betragtes i dobbelt Hen- seende: først i Henseende tilde forstjellige individualiserede Classer af sammentrængt Materie, med Hensyn til Størrelse, Form, Tæthed og Verdenslegemernes Afstande i samme System; der- næst i Henseende til andre Dele af den store Stjernehob (som vi erkjende i Melkevejen), med Hensyn til Solens Stedforandring indenfor samme. Solsystemet, det vil sige: den omkring Solen kredsende og horstforskjellig formede Materie, bestaaer af elleve^Hoved- planeter, atten Maaner eller Biplaneter og Myriader af Co meter, hvoraf tre57 (planetariske) ikke forlade Hoved- planeternes snævre Gebeet. Med ikke ringe Sandsynlighed tør