Kosmos I
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

79 snart noget mere af den østlige og nordlige, snart noget mere af den vestlige og sydlige Maanerand. Ved Vibrationen^ bliver os Ringbjerget Malapert synlig, som undertiden sijules af Maanens Sydpol, ligesom ogsaa det arktisie Landstab omkring Kraterbjerget G i oja, samt den store graa Plaine i Nærheden af Endymion, hvis Fladeindhold overtræffer Mare Vap rum. Men 3/t af Maanens Overflade vil, saafremt ikke nye, Uventede perturberende Magter trænge ind, evindeligen forblive Unddraget vore Blikke. Disse kosmiske Forhold minde uvilkaarlig om næsten tilsvarende i den intellectuelle Verden, om Tænkningens Resultater, hvor der i Omraadet af den dybe Forskning over Naturens tilhyllede Værksted og stabende Urkraft ligeledes gives fravendte, tilsyneladende umaalelige Regioner, af hvilke der dog Tid efter ven anden, iAarMsinders Række, har viist sig sor Mennesieheden en smal Søm, snart i et sandt, snart i et skuffende Lys. Vi have hidindtil betragtet Hovedplaneterne, deres Dra- banter og Hvælvingsformer af concentriste Ringe (der idetmindste aabenbare sig ved een af de yderste Planeter), som Productet af en Kastekraft, og som fængslede til hinanden ved den gjen- sidige Attractions Baand. Det staaer endnu tilbage, blandt de omkring Solen i egne Baner kredsende og af denne belyste Verdenslegemer, atomtale Cometernes utalteSkare. Raar man, ester Sandsynlighedens Regler, afvejer en ligelig For- deling af deres Baner og Grændser, af deres Perihelier (det Punkt af hver Bane, hvori de ere Solen nærmest) samt de korte Momenter af deres Omløbstiver, i bvilke de ere synlige for Jordbeboerne, fact finder man et Tal af Myriader, over hvilket selv Indbildningskraften bringes til at studse. Allerede Kepler sagde med den ham ejendommelige Livlighed i Udtrykket: „ver gives flere Cometer i Verdensrummet, end Fiske i Oceanets