Kosmos I
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

83 ninger og theoretiske Betragtninger, „at den Udstrømmende Lys- kegle vel fjernede sig betydelig saavel til Hoire som til Venstre, fra Forlængelsen af den Linie, der gaaer igjennem Solens og Kjcernens Centrnm, men at den stedse vendte igjen tilbage til denne Retning, for at svinge over paa den anden Sive; og at den Udstrømmende Lyskegle, ligesom selve Legemet af den Comet, ver frembringer og Udstøder den, har en drejende, eller, maaflee rigtigere udtrykt, svingende Bevægelse i Banens Plan (Flade)". Han fandt tillige, „at den almindelige Tiltrækningskraft, som Solen Udover paa tunge Legemer, ikke strækker til at forklare saadanne Svingninger (Oscilleringer), og nærede den Anskuelse, at disse aabenbarede en Polarkraft, som stræber at vende den ene af Cometens Radier mod Solen, den anden derimod fra samme. I den magnetiste Polaritet, som Jorden har, fine vi en tilsvarende Analogie; og skulde den tellurifie Polaritets Modsætninger referere sig til Solen, saa kllnde en Ind- flydelse heraf findes i Jevndognspunktets Fremrykning". Det vil her ikke være Stedet nærmere at Udvikle de Grunde, paa hvilke Forklaringer ere støttede, som svarede til disse Kjends- gjerninger; men man tør i en almindelig Naturflildring ikke forbigaae saa mindeværdige Observationer^ og storartede Be- tragtninger med Hensyn til den mest vidunderlige Klasse af alle de Verdenslegemer, der (saavidt os bekjendt) hore til vort Solsystem. Uagtet Comethalerne i Reglen tiltage i Størrelse og Glands efterhaanden som de nærme sig Solen og omvendt aftage naar de fjerne sig, og disse tillige ligge Centrallegemet fravendte, saa har dog Cometen fra 1823 givet et mærkværdigt Erempel paa to Haler, hvoraf den ene var Solen tilvendt, den anden der- imod fravendt, og som dannede en Vinkel af 160° med hin- anden, de vare altsaa meget uær hinanden modsatte. Særegen 6*