Elementerne Af En Ny Theori For Fluiders Bevægelse

£24 Trykket blir O under bevægelsen, naar pi — Hg o (2m — 1) — 0. Er saaledes m — 1, altsaa udløbet fuldt, biir trykket O, naar Pi — Hg (»; er m = 2/s, biir trykket 0. naar pi = 1/s Hg q. Mindre end nul kan trykket ikke blive. Det specifike tryk er nemlig lig differensen mellem det tryk, de givne kræfter udøver under ligevægten, og den totale krafts tryk. Denne differens kan ikke blive negativ, da den totale krafts tryk ikke kan blive større end det tryk, de givne kræfter udøver, idet nemlig den totale krafts tryk er fremkaldt af de givne kræfter. Biir Pi —Hg«(2m— 1) negativ, maa tilstrømningshastigheden til mundingen formindskes, og kontraktionskoefficienten m maa antage en værdi, som er mindre end den af karrets form bestemte. Kontraktionskoefficienten findes i dette tilfælde af ligningen: Pi — H g o (2 m — 1) == 0, hvoraf: Pi + Hg g 2 Hg? * Er pi -= 0, foregaar altsaa udløbet i lufttomt rum, biir m — ]/a- Tversnitsforandringer. Vi skal først betragte det tilfælde, at tversnitsforandringen er pludselig, hvorved stød fremkommer af fluidet i forsne wingen mod fluidet i det udvidede tversnit. Man liar hidtil begaaet den feil at anse dette stød som stød mod et legeme, der er i bevæ- gelse. I virkeligheden maa det betragtes som stød mod et legeme, der er i hvile Thi det tversnit af karret, som stødes, forandrer ikke beliggenhed i forhold til det stødende fluidum. Partiklerne i et tversnit af det stødte fluidum vil kun i uendelig kort tid træffes af det stødende fluidum. De partikler, som i en endelig — om end nok saa kort — tid senere træffes af det stødende fluidum, er andre end de først trufne. Endnu er feil er der ved den mathematiske behandling af problemet om trykhøidetabet ved tversnitsforandringer. Idet det hurtigere strømmende fluidum i det forsnevrede tversnit støder paa det langsommere strømmende i det udvidede tversnit, betragter man dette som stød af et legeme af uendelig liden masse mod et legeme, hvis masse er endelig, og beregner trykhøidetabet derefter. I virkeligheden faar man her stød mellem legemer, hvis masser er lige store, og tabet i levende kraft ved stødet skulde blot være halvparten af det, den nuværende theori regner med. Man begaar