Det kjøbenhavnske Barberlavs Historie
Samt Begivenhederne indenfor Barber- og Frisørforeningen af 25. Februar 1861 og Bar- og Frisørvendeforeningens Syge- og Bekravelseskasse

vendt, bindende fra deres som fra Mesternes Side. Fæstetiden over- holdtes strængt og kun særlige Omstændigheder tillod Afvigelser fra Reglen. Derfor kunde en Svend i 1730 faa Medhold hos Amtet, da han klagede over sin Mester, der havde givet ham Afsked den 3. Juli, midt i Halvaaret Medholdet fik han til Trods for, at Mesteren som Forsvar paaberaabte sig Svendens Ulydighed og Udeblivelse om Nætterne. Mesterens Grunde var for hin Tid gode nok, men da han ikke havde taget Tiden iagt og afskediget Svenden straks, da denne forbrød sig eller meddelt Amtet noget derom, kendte Amtet for billigt, at han skulde give Svenden Løn til Mikkelsdag, og tillige betale Amtsgebyret. Om Svenden tillige fik tilkendt det af ham begærede Underhold, meldes der intet om. Senere protesterede Mesteren mod denne Kendelse, men Amtet afviste Protesten, hvor- til det intet Hensyn kunde tage og Kendelsen skulde staa ved Magt. Fra 1745 blev Opsigelsesfristen fra begge Sider 6 Uger før de nævnte Skiftetider. Svendelønnen var 8 Rdl. om Halvaaret, Kost og Logi, det var hvad Mesteren havde at udrede. Sandsynligvis har Svenden haft nogen Bifortjeneste f. E. Procenter af Indtægten ved Bykunderne, hvoraf Mesterne ofte kunde have forholdsvis mange, 30—40, af den forefaldende Sygepraksis og muligvis har Svendene ogsaa fusket, hvad jo rigtignok var strængt forbudt, og naar det blev opdaget, straffedes med høje Bøder. Saaledes maatte en Svend ved Navn Grim, der i 1746 for sig selv havde barberet Baron Brockdorff, be- tale 2 Rdl. til Fattigbøssen. Man skelnede mellem den faste Svend og Sustentationssvenden. Denne modtog kun sit Underhold, Kost og Logi, men fik ingen Løn, og for det maatte han udrette sit Arbejde i Forretningen. Forøvrigt var et saadant Forhold selvfølgelig kun af midlertidig Varighed og, som det hedder i 1745 Forordningens Paragraf 8, »Ingen uden fremmede rejsende og her til Staden ankommende Svende maa fordre eller gives Sustentation, fri Kost og Logi. Dette »Benificium« var forbeholdt kun disse og »i ingen Maade at forstaa om dem, som enten begiver sig af Condition eller ikke vil rejse.« Ejendommeligt var Forholdet mellem Bykunden, Mesteren og Svenden. Ofte synes det, at Kunderne var Svendens Ejendom, Svenden førte dem med sig fra Plads til Plads. Men mærkeligere er saa- danne Tilfælde, hvor det f. Eks. en skøn Dag kommer frem, at en