Det kjøbenhavnske Barberlavs Historie
Samt Begivenhederne indenfor Barber- og Frisørforeningen af 25. Februar 1861 og Bar- og Frisørvendeforeningens Syge- og Bekravelseskasse

161 saa var de fleste af dennes enkelte Dele, som Barbererne til Gengæld forfulgte ved enhver given Lejlighed. Dette skete ved den saakaldte »Jagning« af Fuskere og Bønhaser, hvilket vilde sige, opsnuse disse og fastslaa deres Brøde, hvorefter Amtet foranledigede dem tiltalt for Politiet. Jagningen paalaa det i Reglen den yngste, og fra 1731 den yngste og en ældre Mester i Lavet at foretage. Stillingen var vistnok ulønnet, men var en »Jager« særlig nidkær i Gerningen, saa kunde der dog falde et Honorar af. I 1730 besluttede saaledes Amtet, at Ms. Bauman, fordi han havde gjort sig megen Umage med at jage Fuskere, skulde nyde 1 Spd. for hver Fusker, han jog, med mindre han erhvervede sig den Mand til Kunde, der lod sig betjene af Fu- skerne, i hvilket Tilfælde Honoraret bortfaldt. Klagerne rettedes til Politiet og Fysikus, der da havde at foretage det videre fornødne, men ikke altid var lige villig til at hjælpe Lavet. I 1732 genvalgtes Sievers og Muxoll for et Aar til at passe paa Fuskerne. Flere af disse havde i deres Ansøgninger til Autoriteterne tilbudt at give 100 Rdl. til Vaisenhuset imod at faa indrømmet Tilladelse til at barbere. Blandt Ansøgerne var der ogsaa »tvende Personer« nemlig »af- danket Fodgarde« J. Fischer og Barbers vend J. J. Groth, der i særlig Grad synes at have foruroliget Amtet. Gentagne Gange havde disse ansøgt Kongen, men var hver Gang, paa Oldermandens Forestilling, bleven afvist. I Okt. 1732 indgaar de paany med en Ansøgning, hvilket øjeblikkelig havde Amtets Sam- mentræden til Følge. Oldermanden opfordrede paa det indstændigste Amtsmesterne til hver for sig at give hans Forslag deres Samtykke. Forslaget gik ud paa at indgive et Modandragende. Amtet besluttede yderlig »for at se paa Amtets Bedste«, at Oldermand Røbet og Bi- sidder Labes i Forening skulde rejse til Fredensborg for at overrække Kongen Andragendet, »lige meget hvad det saa kostede«. Andra- gendet er karakteristisk for sin Tid. Der tales først om, »at Amtet nedlægger sin allerunderdanigste Supplique for Kongelig Majestæts Naadetrone i det faste Haab at blive bønhørt«, og der bedes om, at de nævnte Personers Andragende ikke maa blive bevilget, idet Amtet paaberaaber sig, »at en Bader nok kan leve af sin Badstue, uden at han tillige og vil søge at gøre os Indpas i vores Profession og be- tage os Brødet«. Vel er der Grund til at takke Kongen for det Amtet forundte Privilegium, »men det er at bejamre, at samme dag- ligdags bliver overtraadt, idet mangfoldige Fuskere, særdeles af Mili- tærstanden .... betage os vort Brød og Næring, hvorunder ikke