Det kjøbenhavnske Barberlavs Historie
Samt Begivenhederne indenfor Barber- og Frisørforeningen af 25. Februar 1861 og Bar- og Frisørvendeforeningens Syge- og Bekravelseskasse

164 _______________________________________________________________ Barberamtet fik her sine Ønsker opfyldt, Tiltale mod de skyl- dige, Straffens Fordeling og Bødens delvise Anvendelse, alt vedtoges som af det begæret. Men ogsaa den anden Gren af Amtsmesternes Virksomhed, Bar- beringen, tog Forordningen ind under sine beskyttende Vinger. Det hedder nemlig, at »alle de, som sig med utilladelig Barberen lader finde, betaler hver Gang 2 Rigsdaler og de, som ikke formaar at afdrage Pengene, straffes paa Kroppen hvad enten han er civil eller militær.« Det bevilgedes derhos at Politikammeret skulde i »forbe- rørte Maade være Forum Competens, saavel til Vidner at afhøre, som Sagerne at paadømme, i alle de Sager, Barberamtet kunde finde sig foraarsagede enten imod Fuskere, eller imod de, som af Fuskere kunde lade sig betiene, at udføre.« Forordningen slutter med, »dog vilde vi derhos allernaadigst at de Militære kunde betiene deres, og at Regimentsfeltskærerne be- holder det, hvad de har haft hidintil.« Ved denne Forordning, der i sig selv er saa klar og utvetydig, fik Amtet et fornyet Grundlag, ud fra hvilket det fremdeles kunde fortsætte sin endeløse Kamp med de bestandig ufortrødne Fuskere. Allerede 12 Dage efter dens Ikrafttræden var Fuskerne under alvor- lig Debat i et Amtsmøde, hvori det besluttedes, at de skulde jages Onsdag og Lørdag, hvilken »Jagt« skulde foretages af Chr. Sievers og Joachim Ziehlefeldt i Forening med Politibetjenten. Som Løn for deres Umage skulde de aarlig have 20 Rdl. af Laden. Den 16. August 1738 indgav Amtet et Andragende til Magistraten, i hvilket det besværer sig over tre Baderenker, si. Kretschmers285) i Løvstræde, si. Bechmanns i Springgade og si. Rohdes paa Graabrødre- torv, som sigtes for, ved deres Svendes Hjælp at give sig af saavel med indvendig som udvendig Lægebehandling uden efter Amtets Formening, at være berettiget dertil. Ganske vist havde deres afdøde Mænd været priviligerede, men Privilegierne var personlige og ikke overførlige paa deres Enker, hvilket ogsaa skulde fremgaa af deres Indhold. Nu kunde Amtet vel faa disse Enker afstraffede i Henhold til Lavsartiklerne og forskellige senere udkomne Forordninger, men for at de ikke skulde have den ringeste Aarsag til at besvære sig over Amtet, beder dette Magistraten om at kalde Enkerne op paa Raadhuset og betyde dem, at de ikke kunde benytte sig af deres Mænds Privilegier samt forbyde dem ved deres Svende at gøre Amtet »Indpas« ved Udførelsen af nogen Slags Kirurgi og hvad deraf