Det kjøbenhavnske Barberlavs Historie
Samt Begivenhederne indenfor Barber- og Frisørforeningen af 25. Februar 1861 og Bar- og Frisørvendeforeningens Syge- og Bekravelseskasse

---------- = 13 kostninger at afholde, selv under den lykkelige Omstændighed, at der stod ham et Amt aabent. Først skulde han tjene en Mester »indenfor Porten« et halvt Aar, for at man kunde lære hans Dygtighed at kende, derefter maatte han to Gange rette Begæring om at blive Amtsbroder i Lavet; første Gang ved Bartholemæus 24. August eller ved Midfaste og anden Gang »den anden Dag i Julen« eller ved Pintse og hver Gang give Va Td. FlensborgerøL Mellem 1. og 2. Gang maatte et Tidsrum af Vi Aar forløbe, sidste Gang fremvistes Fødselsbrevet. Derpaa kom Mester- stykket, der bestod i Tilberedelsen af 9 forskellige Slags Salver og Plastere, og saafremt der ikke kunde siges noget imod eller paa ham, var Amtet ham tilstaaet. Efter nu at være traadt over Lavets Tærskel, maatte han sværge ved Helgene at forblive Lavet tro og holde dets Love efterrettelig. Tillige skulde han, for at vinde Borgerskab som »Fuldbroder« i Amtet, erlægge 6 Sk. = 90 Øre i Indgangspenge, samt til Slutning, et halvt eller helt Aar efter Optagelsen, »gøre sin Amtskost< for Brødre og Søstre, et Gilde, der varede i to Dage og ved hvilket Spisesedlen hver Dag lød paa Skinke, to ferske Retter, Steg, Smør, Ost og 1 Tønde Flensborger-01. Om han nu derpaa giftede sig, maatte han, hvis det blev med en Amtsmesters Datter, betale 2 Gylden = 1 Kr. 60 Øre til Amtet ellers 4 Gylden. Som en Art Kontingent til Lavet, havde han hver Søndag at tilsvare Bøssen 4 lybske Pennige —4 Øre. En Mesters Søn derimod, der vendte tilbage fra sin Rejse, kunde overtage sin Faders Amt efter kun en Begæring og efter at have gjort Mesterstykke. Omkostningerne for ham var kun de halve og han skulde ikke give Penge til Bøssen. Det ligger nær, at saaledes som Lavsforholdene straks fæstnede sig, kunde de kun være dem til Behag, der lykkeligvis var kom- men indenfor Lavets Porte. Alle andre, der stod udenfor, det være de lavssøgende Svende eller det store Publikum i Almindelighed, led under Trykket af den paabudte Lavstvang. Denne stod jo som en Hindring for mange af Svendene til nogen Sinde at blive deres egne Herrer, og Publikum paa dets Side maatte finde sig i, at Lavene korporationsvis vilkaarligt bestemte Priserne paa de for- færdigede Produkter uanset disses større og mindre Fortræffelighed. Der blev ogsaa fra Kongernes Side temmelig snart efter Lovens Frem- komst gjort Forsøg paa at rokke ved de etablerede Forhold, men absolut uden Held. Lavsinstitutionen var ikke blot ret ny og ung,