Det kjøbenhavnske Barberlavs Historie
Samt Begivenhederne indenfor Barber- og Frisørforeningen af 25. Februar 1861 og Bar- og Frisørvendeforeningens Syge- og Bekravelseskasse

290 =:• — Det var Paragraf 4, der havde følgende Ordlyd: »Enhver Barberstue i København skal være forsynet med et Skilt, og i enhver saadan skal altid findes ophængt en Fortegnelse over samtlige Stadens Læger, med Vedføjelse af deres Bopæle samt Tiden, paa hvilken de daglig ere at træffe. Disse Fortegnelser skal Stadslægen lade affatte og omdele to Gange aarlig. Paa enhver Barberstue i København skulle Personer, der paa Gaden ere komne til Skade eller pludselig bievne angrebne af Sygdom, modtages, og Barberen skal være pligtig til at yde dem, hvad foreløbig og øjeblikkelig Hjælp, han agter fornøden og trøster sig til at yde. Ønsker tilskadekomne eller syge sig henbragt til et Hospital eller en Læge kaldt, eller maa Barberen selv, naar de ere ude af Stand til at dømme om deres Tilstand, kunne skønne, at dette er ønskeligt og nødvendigt, saa skal han være forpligtet til ufortøvet at besørge det udført, og i Tilfælde af Forsømmelse være ifalden en Bøde fra 1 til 20 Rdl. til Politikassen.« Lovgivernes Tanke med denne Paragraf var aabenbart den i Nødsfald at skaffe de tilskadekomne og syge Tag over Hovedet med den ikke helt udelukkede Mulighed for Øje, at i al Fald Mesteren, der jo skulde have taget den før Lavets Ophævelse forordnede kirur- giske Svendeeksamen, kunde yde dem nogen foreløbig Hjælp. Men — som Paragrafen saadan ret parantetisk kom til at staa i Loven, uden at være underbygget af nogen Fordring om, at Fri- mesternes Svende og Lærlinge var forpligtet til at erhverve sig de fornødne kirurgiske Kundskaber, uden at der var eller blev givet disse Lejlighed til, tvungent eller frivilligt, at kunne erhverve sig slige Kundskaber og endelig, uden at der ved Paragrafen blev lagt noget Baand paa Næringen,, hvorved ukyndig Tilgang til denne holdtes borte, saa blev den i fuldkommen Strid med al sund Sans og Mening. Muligt nok var det et vanskeligt Punkt at komme ud over. Om en saadan Bestemmelse skulde have haft nogen Art, maatte den have været af begrænset Varighed og gyldig nærmest kun for de da- værende Mestere, hos hvem det kunde formodes, at de dog havde nogle anatomiske og kirurgiske Forudsætninger. At overføre Forpligtelsen og Retten til at behandle saarede og syge til Barbersvendene og de vordende Mestere og til enhver som helst, der fandt sin Regning ved at løse Borgerskab som Barber, var ud i det blaa og aldeles uforsvarlig.