Det kjøbenhavnske Barberlavs Historie
Samt Begivenhederne indenfor Barber- og Frisørforeningen af 25. Februar 1861 og Bar- og Frisørvendeforeningens Syge- og Bekravelseskasse
Forfatter: Frederik Wulff
År: 1906
Forlag: Martius Truelsens Bogtrykkeri
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 325
UDK: 338.6(489) kjøb
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
46 - ----' " . ........=
I Forholdet til Patienterne og til Stadens Finantskasse var Bart-
skærerne forpligtet til under Eds Tilbud, at angive ethvert forekom-
mende Forbindingstilfælde for Kæmneren eller Fogden, for, som det
hed, at Stadens Sagefald ikke skulde blive forsømmet.
Af Prislisten for Aareladen kan der muligt nok skønnes, at denne
har været ret almindelig og saaledes udgjort en væsentlig Del af Saar-
lægens Praksis. Aareladen var jo i det Hele taget en Behandling,
der holdt sig længe i Brug og det er først med Lægevidenskabens
ændrede Synspunkt, at den aftog, for nu i den nyere Tid at være
bleven afløst af andre Kurmethoder.
Flensborgerskraaen fpaabød, at Mesterne skulde tage den »sæd-
vanlie« Pris, 1 Sk. = 15 Øre, for Lever- og Lungeaaren og 1 Hvid,
(5 Øre) for »Schorffadern«.
For Overskridelsen af Prisen skulde bødes 2 Pd. Voks og 1 Td.
01, derimod var det nok tilladt at udføre Aareladen for en mindre
Pris eller helt gratis.
Det er forøvrigt det eneste Tilfælde, hvor Honorarets Størrelse er
fastsat, i andre Tilfælde maatte det have været svævende, om der
end »ikke maa tages mere af den syge end hvad ret og rimeligt er.«
Foruden sin kirurgiske Praksis gav Saarlægen sig sikkert ogsaa
af med at behandle indvendige, medicinske Sygdomme, hvad jo de
omtalte Medikamentmidler kunde tyde paa. Noget Forbud mod at
ordinere Indgift af Medicin fandtes da ikke, et saadant udkom først
langt senere, saa han har sandsynligt benyttet sig af den Omstændig-
hed i saa vid en Udstrækning, som de syge har begæret hans Hjælp
og han har fordristet sig til at yde den. I denne Forbindelse
kan nævnes Tilfælde, fra Ribe 1596 og 1613, hvor Bartskærer har
haft syge liggende i deres Hjem. Fra det sidste Aar »nævnes 2Va Mk.,
som de ugentlige Kostpenge for en saadan syg. Undertiden betaltes
der vel særlig for Kuren«110).
Et mærkeligt Udtryk for den Tids Tro paa Mirakler har vi i
Flensborgerskraaens Bestemmelsen om, at Mestrene skulde »forestille
den syge«, at denne skulde offre 1 Sk. — 15 Øre, af hver Gylden
han ejede til Helgene, for at han desto før kunde faa sin Sundhed
igen. Hvis den syge ikke blev rask, skulde Mesteren efter sin Sam-
vittighed give 1 Sk. af hver Gylden, han fik for Kuren og det er her
Skraaen særlig forvarer imod, at Patienten i Betalingen trækkes op af
Mesteren.
Som Forholdet stillede sig for Flensborgbartskærernes Vedkom-