Det kjøbenhavnske Barberlavs Historie
Samt Begivenhederne indenfor Barber- og Frisørforeningen af 25. Februar 1861 og Bar- og Frisørvendeforeningens Syge- og Bekravelseskasse

nogen Garanti for dets Indehavers kirurgiske Kundskab og Færdig- hed. Allerede i Helsingørskraaen saa vi, at Eksaminationsspørgs- maalet er fremme for Svendenes Vedkommende, for Mesternes maa Mesterstykket ogsaa for en Del paa den Tid have bestaaet i en kirur- gisk Prøve. Dette kommer egentlig første Gang frem i 1636, da det af Kongen paalægges de tre kjøbenhavnske Amtsmestere, Daniel Hage- vald, Salomon Gutfeld og Christoffer Bier at eksaminere den førnævnte Henrik Ditlofsen og »med Flid overhøre, om han er dygtig og han hans Kunst saaledes forstaar, at han samme Menighed, saavidt hans Kunst sig belanger, kan betros«161). Under den Form har Eksamina- tionen af den vordende Mester sandsynligvis forud fundet Sted, den har altsaa alene været lagt i Amtsmesternes Haand. Nu, lidt’over Midten af det 17. Aarhundrede, sker der heri en Forandring. Efter at de medicinske Læger mere og mere gør deres videnskabelige Stil- ling gældende og ved deres lærdere Uddannelse synes at vinde Over- taget over Kirurgerne, hvor det gælder Besættelsen af de ledende Pladser, bliver det ogsaa Lægerne, hvem det ved en højere Vilje over- drages at udgøre et Led af Eksamenskommissionen. Aar 1650 paabødes det saaledes Ole Worm og Thomas Bartholin at eksaminere en Bartskær162), og 1653 paalægger Frederik den Tredie Dekanus og de medicinske Professorer i Overværelse af tvende kjøbenhavnske Bartskærer at overhøre Ertman Silleman i Bartskærerkunsten, for at erfare, om han deri for Mester kan passere, over hvilken Censur de derefter havde at indsende Beretning til Kancelliet163). Denne Eksaminationsbestemmelse, der i de her nævnte Tilfælde kun rent administrativt foreskrives, fastsættes i Lavsartiklerne af 1668 og senere i de endelige af 1684, som en Regel for enhver vordende fremtidig Mester, efter at den i Tidsrummet 1660—66 var vedtagen i Fakultetet og af Kongen ophøjet til Lov. Samtidig hedder det rigtignok i de førstnævnte Artikler, at naar Svenden af det medicinske Fakultet er befunden dygtig, skal han sit Mesterstykke »ustraffeligen« gøre. Dette synes her altsaa ikke at have bestaaet i denne kirurgiske Prøves Af- læggelse og næppe heller i nogen praktisk Prøve i Barbering. Til- bage bliver saa Formodningen om, at den, ligesom hos Flensborger- barbererne 153 Aar tidligere, bestod i Opgivelse af dels kendte og dels egne paa Erfaringer byggede og frit komponerede Medikament- blandinger. Endnu i 1609 og 1620 hedder det i nogle Apotheker- beskikkelser, at det ikke skal være Bartskærerne forment, at maa gøre, hvad Plaster og Salver, som de til deres Haandværk kunde 5*