Planteverdenen I Menneskets Tjeneste

LÆGE- OG GIFTPLA.NTER 305 Giftighed; hos Mandeltræet paapegede vi (S. 66), at der i bitre Mandler ved Tilsætning af Vand dannedes den stærke Gift Blaasyre, og om Maniokplanten (S. 183) fortalte vi, at dens stivelsesrige Rod- knolde i frisk Tilstand indeholder den samme farlige Gift, der maa udirækkes, før Knoldene kan benyttes. At nævne de mange Læge- planter, der er giftige, vil kun være at gentage vor lige afsluttede Behandling af disse Planter. Blandt vore vildtvoksende og almindeligt dyrkede Planter findes adskillige Giftplanter, men heldigvis hører Forgiftninger ved disse til Sjældenhederne. De som Lægeplanter behandlede Urter af Nat- skyggefamilien (navnlig Galnebær) hører til de værste. En anden slor Planlefamilie, hvoraf adskillige af Arterne er giftige, er Skærm- planterne; vi advarede saaledes S. 174 mod at forveksle den gif- lige Hunde-Persille med Have-Persillen. Giftige er endvidere Sump- planten Gi ft ty de (Cicuta virosa), let kendelig paa sin kamrede Rodslok, og Skarntyde (Conium maculatum), der har cn glat, rødplettet Stængel og en ubehagelig Lugt af Museekskrementer. Næsten alle vore Planter af R anu n k elfamil i en er giftige, om end de fleste ikke er videre farlige; de indeholder skarpe Stoffer, der kan trække Blærer paa Huden, og en af de farligere, Tigger-Ra- nunkel (Ranunculus sceleratus), en opret, glat og grenet Urt med smaa gule Blomster, har sit Navn fra denne Egenskab, idet den har været benyttet af Tiggere til at frembringe Saar paa Huden for at vække Medlidenhed. Den smukke gule Kappeleje (Caltha palu- stris), der om Foraaret pryder vore fugtige Enge med sine stærkt gule Blomster, og den almindelige blaa Haveplante Stormhat eller Venusvogn (AcoznYuzn) skal man tage sig i Agt for, ligesaa Jule- rosen (Helleborus niger) og de andre Arler af N ys er od-Slægten. Vor almindeligste Smørblomst paa Marker og Enge kaldes Bidende S. (Ranunculus acer) med Henblik paa dens skarpe Smag. — En anden Plantegruppe, dei' ligesom Ranunklerne giver os mange Prydplanter, men som man dog helst ikke skal smage paa, er Liljeplanterne; saaledes skal man passe paa overfor saadanne yndede Blomster som Paaskelilje (Narcissus pseudonarcissus), Liljekonval (Convallaria majalis), Kejserkrone (Fritillaria im- perialis) og den ovenfor nævnte Tidløs (Colchicum); mistænke- lige er endvidere Rams-Løg (Allium ursinum) og Firblad eller Et bær (Paris quadrifolia), der begge et hyppige i vore Skove. — Dansk Ingefær (Arum maculatum, Fig. 281), en Plante af Arumfaniilien, ligner en formindsket Udgave af sin Slægtning, den i vore Stuer dyrkede saakaldte Kai la (Richardia celhiopica), men det krænimerhusformede Hylstei'blad er grønligt; den indeholder et skarpt og brændende Stof, og man bør derfor ikke lade Børn spise dens skinnende røde Bær, der om Sommeren fanger Øjnene i fugtige Skove i den sydlige Del af vort Land. Som Giflplante maa ogsaa betragtes den klatrende G ald eb ær (Bryonia), der underliden dyrkes i Haver og tindes forvildet ved Gærder; den 39