Keramisk Haandbog
Første Bind. Fayence, Maiolika, Stentøj.

Fig. 115. Krukke med Granatæble-Motiv. Horens, ca. 1450—75. Samlingen Bode, hinanden, saa at de tilsidst dannede en Vase med Laag. De blev lavede til Kvinder, der laa i Barselseng. Naar Leret var drejet eller presset i Form, fik det en let Brænding a bistugio, der udelukkende tilsigtede at give det saa megen Haardhed og dermed følgende Soliditet, at det kunde gøres til Genstand for videre Behandling. Det emaljeredes derpaa, idet det enten overhældtes med Emal- jen eller dyppedes i den. Det vilde føre for vidt her at dvæle ved Piccol- passos Beretning om Tilberedelsen af Emaljen; det maa være nok at sige, at den omhyggelige vasajo tilberedte den med stor Flid, at han stødte den, rev den, siede den og rørte den op med Vand. Naar Genstanden var overgydt med Emaljen, lod man denne tørre, og paa dette Lag af tør Emalje udførtes nu Dekorationen med Farver. Det er denne Fremgangsmaade, som for en væsentlig Del giver den italienske Majolika dens Karakter. Eftersom man malede paa en tynd Emalje, der efter I ørringen var nær ved at være pulveragtig og snarere porøs end tæt, maatte hvert Penselstrøg liensættes bestemt og bevidst, thi da Farven næsten øjeblikkelig indsugedes, var Rettelser ikke mulige. Det var et alla prima-Malen, som i Tekniken mindede lidt om Freskomale- riet og krævede en lignende Sikkerhed som dette, ligesom Virkningen deraf kunde være af samme Friskhed. En anden Særegenhed ved den italienske Teknik var Anvendelsen af den saakaldte Marzacotto. Den frembragtes ved at brænde Vinmask med Sand, hvorved der dannede sig et Alkali, og tjente,dels til at blandes i Farverne, dels som en Slags Extraglasur, der efter Dekoreringen gav Farverne forøget Liv og Kraft. Forskellen mellem de italienske og de senere franske og tyske Fayencer er da bl. a. den, at Emaljen i hine dækkes af en anden glasagtig og gen- nemsigtig Glasur, som giver Farverne en stærk Glans, medens i de fran- ske og tyske Fayencer Farverne ved Brændingen indgaar en Forening med Emaljen og laaner deres Glans fra den. Farvernes Antal var ikke stort. Den hvide (bianchetto) bestod af Tin- oxyd; den grønne (veide) var Kobberilte med Tilsætning af Antimon- og Blyilte; den mørkegule (zallo) fremkom af Blyoxyd, Antimon og Jærn- rust; den lysegule (zallolino) af Blyoxyd og Antimon med lidt Potaske