Keramisk Haandbog
Første Bind. Fayence, Maiolika, Stentøj.

133 den efter Stilen i Ornamenterne snarere skriver sig fra det 17de end fra det 18de Aarhundred. Den er brændt ved en høj Temperatur, er klang- fuld som Metal og ligner med sine Bukler og Ornamenter i Relief om- kring Foden paa Fadene drevet og emaljeret Kobber. Dekorationen be- staar mest af Landskaber, som i blaat og brunt med sparsom 1 ilføj else af gult er malede paa en blegt blaa eller graalighvid Grund. Om PADUA er allerede talt i Anledning af de faentinske Indflydelser, som dér gjorde sig overvejende gældende. Ogsaa som et Hjemsted for Sgrafitto-Tekniken blev Byen ovenfor nævnt. Her maa det tilføjes, at tillige venetianske Paavirkninger i en Række, med et Kors betegnede Stykker fra Byen er kendelige, navnlig paa en perlegraa Glasur (hyppig over Blomster i Relief), som ikke er væsentlig forskellig fra den veneti- anske »smaltino«. Af andre Byer i det Venetianske er, foruden Verona, CANDIANA berørt i det foregaaende (se p. 64) i Anledning af de dér udførte Kopier af de saakaldte Rhodos-Fayencer. Skaar af lignende Kopier er fundne i TREVISO, hvis Navn iøvrig kun er knyttet til et enkelt Stykke fra det 16de Aarhundred, og hvor der først i det 18de Aarhundred synes at have været en mere omfattende Fayenceindustri. Heller ikke fra BASSANO kender man mere end et enkelt betegnet Ar- bejde fra det 16de Aarhundred, og hvad det nærliggende NOVE angaai, begyndte den derværende velkendte Produktion (hvorom mere neden- for) først i Slutningen af det 17de Aarhundred. Det er ogsaa først med det 17de og 18de Aarhundred, de lombardiske Byer træder ind i Kera- mikens Historie. De neapolitanske ligesaa. Nyskabende Majolikacen- trer i det 16de Aarhundred var foruden de hidtil nævnte kun Gubbio og Urbino. Den lille By GUBBIO paa den østlig’e Heldning af Appeninerne, i sin Blomstringstid tilhørende Hertugerne af Urbino, der mellem andre Kun- ster ogsaa beskyttede Majolikaen, har sikkert, ligesom de fleste øvrige keramiske Centrer fra Renaissancetiden, frembragt Fayençer allerede i Middelalderen. Men dens hele Ry i Keramikens Historie er knyttet til en enkelt Mand og Mester, Giorgio Andreoli, af en fornem Pavia-Slægt, der 1498 exilerede og søgte og fik Borgerret i Gubbio. Maestro Giorgio, som han kaldte sig selv, var oprindelig Billedhugger af Pi ofession og skal have udført glaserede Terracottasculpturer i Lighed med della Robbia’ernes. Enkelte Rester af disse Skulpturer siges endnu at være til Stede i Kirken S. Domenico i Gubbio, til hvilken han 1511—13 leve- rede tre Altre; andre Rester heraf har man ment at kunne identificere i Louvre, i Städel’sches Museum i Frankfurt og i nogle Privatsamlingel. De er kun delvis glaserede og har ikke Spor af de Lustrer, som har skabt Maestro Giorgio hans Berømmelse.