Keramisk Haandbog
Første Bind. Fayence, Maiolika, Stentøj.

187 i Hulformer af brændt og porøst Ler. 1 det 16de Aarhundred bestod Forsiringerne saa at sige altid i Relieffer; senere blev det almindeligt at indridse Forsiringerne eller trykke dem ind i Leret med Stempler af I ræ. Denne udelukkende plastiske Dekorationsmaade var dikteret af det Fig. 211. „Skæggemand“, Köln-Frechen, 16de Aarh. Kunstgewerbemuseum, Köln. Fig. 212. Brunt Krus fra Maximinenstrasse. Köln, ca. 1540. Kunstgewerbemuseum, Köln. rhinske Stentøjs Tilblivelsesproces. Da det gik færdigt ud af en eneste Brænding, var Anvendelsen af farvede Glasurer indskrænket til ckt yderste. I Siegburg, hvor man benyttede et Ler, som forglødede sig hvidt, brugte man overhovedet ingen anden Glasur end den farveløse Saltglasur. Andre Steder benyttede man et Jærnindhold og en deraf følgende rød Tone i Leret til — i Forbindelse med Saltglasuren - opnaa en brun Glasur, medens en blaa og violet Glasui lod sig fi emkalde ved Kobalt og Mangan. Medens Blyglasur og Tinglasur paaførtes ved Pensling eller Dypning, slog Saltglasuren sig af sig selv ned paa Karrene, medens disse var i Ovnen. Det gik saadan til, at naar Ovnen (som var en liggende Flammeovn) havde naaet sin højeste Temperatur, og Bræn- det ikke mere gav Røg, blev Kogsaltet kastet gennem dertil indrettede Aabninger i Ovnens Hvælving. Idet det fordampede, forbandt dets Natrium sig med Lerets Kiselsyre til et Overtræk af Karrene med el tyndt Natronglas. For de plastiske Forsiringer af det rhinske Stentøj i dets Blomstrings- tid var Forbillederne overvejende de samtidige Ornamentstik af »Klem-