Keramisk Haandbog
Første Bind. Fayence, Maiolika, Stentøj.
Forfatter: Emil Hannover
År: 1919
Forlag: Henrik Koppels Forlag
Sted: København
Sider: 574
UDK: 738 Han
Med Et Indledende Afsnit Om Oldtidens Terracotta
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
188
Fig. 213. Syndefaldskrus. Köln, ca. 1540.
Samlingen Langaard, Kristiania.
meister«’ne og andre. 1 Köln arbejdede man fortrinsvis efter Heinrich
Aldegrever; i Siegburg efter Beham og Virgil Solis, Jost Amman og
Th. de Bry; i Raeren efter Cornelis Bos, Balth. Sylvius, Adriaen Col-
laert, Abraham de Bruyn, Konrad Golzius, idet man tillige i stort Om-
fang kopierede Siegburgs Frem-
bringelser eller ligefrem arbejd-
ede med Matricer fra Siegburg,
som formodentlig de. Handels-
rejsende i Faget førte med sig.
Men selv om man i mangfoldige
Tilfælde kan paavise Forbilled-
erne. for Forsiringerne paa det
rhinske Stentøj, bliver der dog
eu Mængde Tilfælde tilbage, i
hvilke man maa antage, at
Forsiringerne stammer fra de
paagældende Værksteder. Og
det gælder ikke blot de senere,
simplere Varer med indridsede
og stemplede Ornamenter, der
altid var Pottemagernes egen
Opfindelse, men ogsaa tidlige
Stykker med paalagte Figurer
og Ornamenter i Ung- eller
Højrenaissancens ædle Stil.
Dog var Forholdet efter alt at
dømme det, at kun nogle faa af Pottemagerne paa hver Plads var
kunstnerisk anlagte, og at det var dem, der til hver Tid satte deres
Præg paa Pladsens Produktion, hvadenten de skar Matricer efter givne
Forbilleder eller selv forsøgte sig paa Komposition. Deres Evne til at
komponere og deres kunstneriske Kultur i det hele aabenbarer sig iøvrig
ikke alene i de forholdsvis faa Stykker uden paaviselige Forbilleder,
men ogsaa — og nok saa meget — i hele Rækken af det rhinske Sten-
tøjs Former, som uden Tvivl helt og holdent er de kunstnerisk anlagte
Pottemageres eget Værk. Otto v. Falke har indlagt sig megen Fortjene-
ste ved at pege paa dette Forhold, som hidtil er blevet grundigt mis-
kendt. Alt for meget har man ved Bedømmelsen af det rhinske Stentøj
lagt Vægten paa dets mere eller mindre rige og skarpe Forsiring med
Figurer og Ornamenter og glemt, at den kun i de færreste Tilfælde er
original og altid mekanisk overført til Leret. Hvorimod dette Stentøjs
som oftest skøntbyggede Former, der er absolut originale, skabte uaf-