Keramisk Haandbog
Første Bind. Fayence, Maiolika, Stentøj.

212 det borgerlige Haandværk blev der et landligt; Stentøjet blev Folke- kunst. Og som al anden Folkekunst fandt ogsaa Westerwalds en Tid- lang Næring nok i det nedarvede, som blev friskt igen ved at forenkles efter de beskedne landlige Krav. Saaledes er et ofte forekommende Fig. 238-40. Grant og blaat Stentøj. Westerwald, 17de Aarh. Kunstindustrimuseet i.København. Westerwalder-Saltkar med Ranker og Fugle i en Stil, som næsten kunde synes romansk, blot »verbauertes Barock« (Falke). Langt fra alle Former for Westerwalds Stentøj fra det 18de Aarhun- dred er saa smukke, som dette Saltkars. Mange er mere snurrige end skønne. Det gælder f. Ex. de tøndeformede Kar, Haandvarmerne i Form af Bønnebøger, de meget sjældne Krus i Form af en Kanon og de ofte plastisk udsmykkede og i saa Fald jævnlig grundig plumpe Skrive- tøjer. Men selv i saadanne Ting er der dog et vist Humør, som alle Dage havde hørt til Traditionerne i dette Haandværk, der blev skabt til Ære for Øllet. Blottede for alt Humør, tørre og triste er derimod de Kander og Kopper, som til Ære for de nye Drikke, Kaffen og Theen, blev karveskaarne i Hoehr’s hvide Stentøj. De virker næsten som en Slags Vold paa Stentøjets eget Væsen, foruden at de forklarer det gamle rhinske Stentøjs naturlige hurtige Besejring ved den første Fællesaktion af Fayence og Porcellæn. Rhinegnene var ikke de eneste, i hvilke der i Renaissancetiden frem- bragtes Stentøj. A. v. Bastelaer har i sin Bog »Les grès wallons« (1885)