Keramisk Haandbog
Første Bind. Fayence, Maiolika, Stentøj.

375 Hvor det sachsiske Porcellæn var saa nært ved Haanden, var der naturligvis ikke den Vrimmel af Fayencefabriker som i saa mange andre Egne af Tyskland. Foruden den gamle Fabrik i Dresden kendes der i Sachsen næppe mere end en eneste Fayencefabrik af nogen Betydning, nemlig den paa HUBERTUSBURG. Den tilhører den sidste Tre- diedel af det 18de Aarhun- dred, da Konjunkturerne for Fayencen allerede var i Ned- gang, og da dens Grundlæg- ger tilmed var en Mand, hvem Heldet ikke netop fulgte, nemlig den oftere mødte Johann Samuel Fried- rich Tännich, fik den trods mange Bestræbelser kun en trang Tilværelse. Bag Tän- nich, som i 1770 fik Tillad- else til at indrette Fabriken paa det gamle Jagtslot ved Dresden, stod en Greve af Lindenau. Kun fire Aar va- rede dette Kompagniskab; saa maatte Tännich vige Fig. 458. Vase med citrongul Blyglasur og med Over- glasurmaleri. Tilskreven Tännich. Hubertusburg, ca. 1770—75. Kunstgewerbemuseum, Dresden. Pladsen for Greven, der selv traadte i Spidsen for Ledelsen. Men Fabriken i Meissen med dens mægtige Direktør, Marcolini, saa ikke med Velvilje paa den nye Manufaktur og chicanerede den paa saa mange Maader, at Greven af Lindenau tilsidst tabte Taalmodigheden og nedlagde Fabriken for sin Kurfyrstes Fødder, idet han »til naadig Erindring« blot udbad sig et Porcellænsservice. Kurfyrsten overtog nu Fabriken, men efter Marcolinis Raad under dennes Navn, og saaledes førtes den fra 1776- 1814 videre, idet den indskrænkede sig til Fabrikationen af Stengods efter engelsk Mønster. Fra 1814—35 fortsattes Bedriften under Navn af »König!, sächsische Steingutfabrik Hubertusburg«. Men trods alle Forsøg paa at forny dens Frembringelser, bl. a. ved Emalje- maleri og Overtryk, lykkedes det ikke at holde den paa Fode. I 1835