Keramisk Haandbog
Første Bind. Fayence, Maiolika, Stentøj.

38 urene Tone. Men herpaa kan der bødes med den saakaldte Begitning (paa fransk engobe, paa engelsk slip) et Overtræk af Pibeler, der enten kan bruges ligefrem som Malegrund for et Maleri, der paa det følgende Stadium af Tekniken dækkes med den farveløse Glasur (saaledes som det f. Ex. er Tilfældet i de tyrkiske Fayencer), eller som delvis bortskra- bes, for at Tegningen eller hele Dele af det dekorative Billed kan frem- Fig. 42. Flisesammenstilling fra Assurna- zirpal’s Palads i Nimrud (885—60 f. Chr.) træde med Lerets Farve under Gla- suren (saaledes som det er 7'ilfældet i de tidlige italienske Sgrafitto-Ar- bejder). Hvor og naar Blyglasuren blev op- funden, vides ikke, Kun saa meget er sikkert, at dens Hjemstavn var Orienten, hvor den var kendt lige fra Oldtiden. Mærkelig nok var det dog først i Middelalderen og endnu senere, den i Persien og Tyrkiet gav Anledning til en blomstrende Industri. Herom mere nedenfor. Ensidigt at forfølge Udviklingen af den blyglaserende Teknik uden saa vidt mulig samtidig at have Produkterne af Tinglasuren for Øje vilde være at gøre Vold paa Keramikens historiske Gang. Thi skønt Tinglasuren betegner det sidste og vigtigste Fremskridt i Fayencetekniken, idet den med sin Uigennemsigtighed dækker Leret og gør Begitningen overflødig, er den snarere en ældre end yngre Opfindelse end Blyglasuren. Sandsynligheden taler for, at den skriver sig fra Assyrien og Babylonien, hvor Keramiken fra ældgammel Tid toges i Bygningskunstens Tjeneste og anvendtes i storslaaet Stil, —i Modsætning til Ægypten, hvor den med Forkærlighed benyttedes til smaa eller endog bagatelagtige Genstande. Fra NINIVE, NIMRUD og KHORSABAD kendes saaledes Vægge af Brændtlers- Fliser (Fig. 42) med blaa, gule, orangefarvede og hvide Glasurer. Rigtig- nok bestaar der endnu Tvivl om Sammensætningen af de Glasurer, som Assyrerne og Babyionerne anvendte i deres Bygningskunst. Usik- kerheden i saa Henseende beror paa den Omstændighed, at man i hele Orienten alle Dage i Stedet for det naturlige Pottemagerier benyttede et kunstigt sammensat, et stærkt kiselsyreholdigt, som krævede stor Kiselholdighed ogsaa af Tinglasuren og gjorde den glasagtig og saaledes vanskelig kendelig fra den alkaliske Glasur og Blyglasuren. Men saa meget er dog fastslaaet til Oplysning om Tinglasurens Alder, at Louvre- Museets berømte mægtige Vægbilleder i glaserede Fliser fra Achaemeni- dernes Palads i SUSA i Persien, der skriver sig fra Tiden omkring Aar 500 f. Chr., og som med deres ninivitiske Stil røber sig som affødte af