Keramisk Haandbog
Første Bind. Fayence, Maiolika, Stentøj.

44 en Fylde og Dybde, som selv i den farverige og farvestærke persiske Keramik er uden Sidestykke, — en naturlig Følge af, at Flisemosaiken tillod at bringe det yderste ud af hver Farve ved Anvendelsen af det bedst passende Smeltemiddel og den mest velegnede Varmegrad i Ovnen. Fig. 49. Fylding af udsavet Flisemosaik med farvede Glasurer. Persien, 15de Aarh.s 1ste Halvdel. Kunstgewerbemuseum, Berlin. Fra Persien, der i den blaa Moské i Täbris (bygget 1437—68) rummer Hovedværket af Arten (Prøver findes i Berlin og Sèvres), forplantede Flisemosaiken sig videnom. Saaledes til den før nævnte »grønne Mo- ské« i Brussa, hvor bl. a. en Brystning af gennembrudt Stuk paa Sultans- logen er prydet med Indlæg af Fayence. Saaledes til Koniah og videre til Konstantinopel, der i sin berømte »Fayence-Kiosk« ejer et frem- ragende Mindesmærke om Methoden. Fremdeles til Samarkand, hvor den endnu i det 17de Aarhundred var i Live, og hvorfra den naaede Indien. Ogsaa til de vestsaraceniske Lande, Spanien og Nordafrika, forplantede den sig, bl. a. til Marokko, hvor den endog den Dag i Dag har Dyrkere, der dog ikke anvender den til Mure, men som Indlæg i Møbler o. a. Ogsaa i selve Persien skal den efter Sigende endnu være i Live, benyttet til Indskrifter paa Bygninger. Men sin Blomstring havde den dog her i det 15de Aarhundred for derefter — ligesom Lustrefliserne — at forfalde og fortrænges under Sefevidernes nye Smagsherredømme. Det er kendt nok, at dette Smagsherredømme ellers var alt andet end ensbetydende med et Smagsforfald. Navnlig under den mægtigste af Dynastiet, den førnævnte Shah Abbas I, tog ikke blot Riget, men Kun- sten et mægtigt Opsving. Naar Lustre-Flisernes Kunst forfaldt og Flisemosaiken fortrængtes, var det kun, fordi Tiden var omme for