Keramisk Haandbog
Første Bind. Fayence, Maiolika, Stentøj.

62 langt fra at være gaaet til Grunde ved Tyrkernes Erobring af Rhodos, snarere være begyndt omtrent samtidig dermed. Nogle faa Stykker af Kar-Keramiken, derimellem en berømt Moské-Lampe fra Jerusalem (nu i British Museum) lader sig datere efter deres Indskrifter, andre ved Fig. 75. Saakaldet „rhodisk“ Fayence- fad. Tyrkiet, 16de—17de Aarhundred. Cluny-Museet, Paris. Hjælp af deres europæiske Monteringer i Sølv, og deraf saavel som af deres Stil kan fastslaas, at Gruppens Glans- tid faldt sammen med Osmanernes Glanstid under Soliman d. Store, d. v. s. fra 1520—66. Gennem hele det 17de Aarhundred synes den at have hævdet et højt kunstnerisk Niveau for derefter i det følgende Aarhundred at gaa et hurtigt Forfald i Møde. Indenfor Gruppen af Kar-Keramiken er Fadene og Tallerkenerne i et abso- lut Flertal. Rige Samlinger i saa Hen- seende findes i South Kensington og British Museum, en udsøgt Samling i Nürnberg, enkelte Stykker mange- steds, bl. a. i Stockholm, København og Kristiania. Men det er Cluny- Museet i Paris med dets mere end 500 Stykker, man skal have set for at have den rette Forestilling saavel om Massevirkningen af disse Fayencer som om den overvældende Afvexling mellem de enkelte til- trods for alt, hvad de iøvrig har fælles, derunder det faste Princip, at Kanten saa at sige paa dem alle, uafhængig af Bunden, er dekoreret med Ornamenter, hvoraf de mest typiske er nogle smaa Spiraler, der er ud- sparede paa sort i Felter af en ejendommelig konventionel-kapriciøs Form. I Sammenligning med Fadene og Tallerkenerne maa de Skaale, Flasker, Krukker, Krus og Kander (de sidste med en særegen firkantet Hank), der hører til Gruppen, nærmest kaldes sjældne. Paa en enkelt Undtagelse nær er samtlige Underafdelinger af denne store og vigtige keramiske Gruppe forgæves søgt henførte til de Byer, der kunde komme i Betragtning: foruden Konstantinopel og Adriano- pel Scutari, Nicaea, Angora og Brussa. Af de tidligere saakaldte »Rho- dos«-Fayencer har man derimod ment at kunne udsondre en særlig Gruppe af syriske Fayencer. Der findes nemlig et lille Antal Stykker, mest Fade (Fig. 76), hvorfra den tyrkiske røde Farve er udelukket og erstattet med Manganviolet, naar de da ikke — indenfor sorte Kontu- rer — er dekorerede alene i grønt og de to oftnævnte Arter af blaat. Og da nu Fliser med de samme Farver og ligeledes uden rødt er almindelige i DAMASCUS og ogsaa i Stilen stemmer overéns med den paagældende