Beretning Om Arbejdet Ved Uddybning Og Forbedring Af Sejlløbet Til Odense 1920-21

■ XXII med en Ladning Foderstoffer hertil, men denne Damper havde losset Halvdelen af sin Last i en anden Havn først; den gik herop med den sidste Halvdel, og vi var ret stolte af at se den hernede i Havnen. Det var den Gang, det kunde lade sig gøre at tage Partlast. Der var rigelig med Udbud af Tonnage, og Rederierne var villige til at sige: »Ja, kan vi ikke tage det hele til een Havn, saa kan vi gaa til 2 Havne«. Men det er ikke Tilfældet nu. Rederierne gaar ikke ind paa nogen Partlast, de gaar kun ind paa at tage det ene store Skib op til den ene Havn. Endelig kommer dertil, at Typen paa Skibe, efter hvad de sagkyndige siger, er ved at forandre sig. Skibene er i den sidste Menneskealder stadig bygget større og større, det gjaldt om at udnytte Maskinkraften og Teknikken, og det arbejder man ogsaa stadig paa. Der er Tale om at bygge en bestemt Type, og denne Type vil ikke kunne naa op til Odense Havn i den nuværende Vanddybde. Havneingeniøren har lige nævnt, at der skulde opgraves 2 Millioner m3 Fyld, og at Ar- bejdet vilde koste ca. 8 Mill. Kr. Det er jo ganske vist mange Penge, men der er ingen Tvivl om, at det økonomisk skal kunne lønne sig. Formanden har lige talt om, hvorledes man tænker sig at fremskaffe disse Penge, og om en ganske enkelt Side af denne Sag vil jeg gerne gøre nogle Remærkninger. Den Del af Handelsstanden, der er Lejere nede ved Havnen, har vist sig særdeles imødekommende overfor Kanaludvalgets Anmodning om at være med til at skabe Muligheder for Forrent- ning af det store Beløb, som vi nu skal til at laane, og det er en Imødekommenhed, som man har al mulig Grund til paa det kraftigste at anerkende og være taknemlig for. Thi det kan naturligvis nok siges, at selvfølgelig faar disse Folk en uhyre stor Fordel derved, og det er dem, der i første Række kommer til at høste Fordelen, men paa den anden Side kan de staa med deres Kontrakter i Haanden og sige:. »Vi behøver det ikke«. Det har de ikke gjort, og det synes jeg, at vi skal være glade for. Men jeg har flere Gange haft Lejlighed til i Kanaludvalget — første Gang allerede i 1907 — at gøre opmærksom paa den uheldige Maade, hvorpaa man udlejer disse Pladser der- nede, idet jeg sagde, at det beroede paa Tilfældigheder for den Mand, der lejede en Plads, og for det Udvalg, der bestemte Lejen, om det nu var rigtigt. Jeg foreslog, at man fik en almindelig Vurdering af Pladserne og fastsatte Prisen under Hensyn til en passende For- rentning, og at man foretog en Omvurdering med passende Mellemrum. Det har aldrig lykkedes mig at vinde Gehør for disse Tanker i Kanaludvalget, skønt det er saa selvind- lysende retfærdigt og rigtigt, som tænkes kan. Thi saa længe Importøren svarer den Rente til Havnekassen, saa længe bliver han siddende rolig og uanfægtet dernede, og han kommer ikke til et eneste Øjeblik, før der er skabt nye Muligheder, at betale mere. Jeg tænker mig forøvrigt, at dette Spørgsmaal nu maa rykke sin Løsning et Stykke nærmere, thi der er nu givet Vejledning til at vurdere Grundene særskilt, saaledes at vi kan faa Jordværdien frem, og jeg tænker mig ogsaa, at mange andre Hensyn vil gøre det absolut nødvendigt, at vi kommer Spørgsmaalet nærmere, end vi har været hidtil, og det skulde glæde mig. Thi lige saa sikkert som det er, at det vil være en stor Fordel for Importørerne, lige saa sikkert er det, at det vil blive til Gavn for Havnekassen. Saa vilde vi bl. a. ikke nu have behøvet at sige til Importørerne: Vil I være saa gode at give noget mere til os? men der- imod kunde vi have sagt: Saasnart der er skabt Muligheder for jer, saa er disse Grunde saa meget mere værd, og saa vil der være at betale saa meget mere. — løvrigt vil jeg gerne sige, at jeg føler mig egentlig ikke tiltalt af at skulle være med til at forhøje vore Skibsafgifter og Vareafgifter, ej heller at lægge den Afgift paa Jernbanevogne, hvorom der har været talt. Thi det er og bliver en Skat paa Omsætningen, som jeg ikke egentlig bryder mig om, og jeg føler mig overbevist om, at Vejen ikke er at gøre Odense Havn dyrere end fornødent, Vejen er snarere at gøre den billigere og derved mere tiltrækkende end andre Havne. Men naar jeg alligevel gaar med til dette, er det kun, fordi jeg ikke paa nogen mulig Maade vil lægge Sten i Vejen for Forslaget Men det er ogsaa mit Haab, at Handels- standen vil vide at benytte Havnen i en saadan Udstrækning, at det kan være Kanaludvalget muligt inden ret lang Tid at nedsætte disse Afgifter igen. Det er just i disse Dage netop 20 Aar siden, at Byraadet sidste Gang vedtog en Udvi- delse, som man den Gang saa hen til med store Forventninger, og vi kan vel alle mindes, hvilke stærke Svingninger, denne Sag da satte Sindene i Odense i. Men jeg vil gerne have Lov til her ved denne Lejlighed særlig at mindes een Mands Arbejde for denne Sags Gen- nemførelse — Formanden har nylig mindedes andre af dem, der var Foregangsmænd her — jeg vil gerne minde om, at det var afdøde Etatsraad Schnakenburg, der i ganske særlig Grad havde denne Sag som en af sine Hjertesager. Der gik aldrig nogen Lejlighed hen, hvor han ikke ønskede at tale Kanalens Sag. Han kunde ikke blive træt af at forklare, i hvor høj Grad Odense var afhængig af at have en god og dyb Kanal og en i alle Maader fortrinlig Havn. Jeg føler mig overbevist om, at naar vi nu — hvad jeg haaber, at Byraadet vil — ved- .