Kortfattet Lærebog i Vejbygning og Kloakering

120 stor Flade af Grunden. Fundamentet kan fremstilles af Sand, Skærver eller Beton. Et Sandfundament kan bestaa af et Lag skarpt Sand eller Grus med en gennemsnitlig Kornstørrelse paa 1 å 2 mm, saa vidt mulig rent og frit for organiske Bestanddele, Jord, Skaller og Sten over 5 mm. Groft Strand- sand (Skælsand) er meget almindelig anvendt, men Bakkegrus kan ogsaa være udmærket godt egnet. Paa fast og tør Bund kan en Lagtykkelse af 10—15 cm være tilstrækkelig, paa fugtig og blød Bund maa man gaa til 50 cm eller endog mere. En Tykkelse af 20—25 cm er den mest alminde- lig anvendte paa en nogenlunde god Jordbund af sandblandet, ikke for fedt Ler. Stenene sættes for Haanden af faglærte Arbejdere, og det gælder om, at Fugerne bliver saa smaa som vel muligt, helst kun 1/2—1 cm brede, for at Stenene kan komme til at staa fast, og for at den færdige Brolægning saa vidt muligt kan blive vandtæt. Stenene sættes med en passende Overhøjde af 5—8 cm i det løse Sandlag og stemples fast ved gentagne Behandlinger, først med lettere Enkeltmandsstempler af ca. 35 kg Vægt, senere med svæ- rere Firmandsstempler paa ca. 90 kg. Under Stemplingen komprimeres Sand- laget og trænger op imellem Stenenes Rodender, og samtidig fyldes Fugerne oven fra med Sand, der spredes over Stenbroen og skylles ned ved rigelig Vanding. Paa mindre god Bund og alle Steder, hvor Gaden ligger i Paafyldning, maa Grunden komprimeres ved Tromling, inden Fundamentet ud- lægges, og hvor der skal anvendes et tykt Sandlag, kan det være formaals- tjenligt at komprimere i hvert Tilfælde den underste Del af dette paa samme Maade. En Brolægning paa Sandfundament bliver aldrig meget holdbar i Form. Dels kan det ikke undgaas, at enkelte Sten, der tilfældig er svagt funderet, køres ned, saa at der hist og her bliver Huller i Kørebanen, dels har Ste- nene, der jo ikke staar fuldkommen fast, nogen Tilbøjelighed til at vælte Række paa Række imod den fremherskende Færdselsretning (Fig. 137), fordi Vognhjul stadig træffer Stenenes forreste Kant med et Slag, idet de passerer en Fuge. Jævnlige Reparationer er derfor nødvendige, og Overfladen af Kørebanen er endda altid mere ujævn end ønskeligt, saa at navnlig Vogne med iern- Fig. 137. Brosten, der vælter mod Færdslen. beslaaede Hjul skramler utaaleligt.