Kortfattet Lærebog i Vejbygning og Kloakering

INDLEDNING. 1. Træk af Vejbygningens Historie. Vejbygningskunsten stod i Old- tiden paa et temmelig højt Trin. Det fremgaar bl. a. af Levninger, som man mange Steder i Syd- og Mellemeuropa finder af gamle Veje fra Romer- tiden*). Disse Veje har været meget kunstfærdige og i høj Grad solide, og deres Kørebaner var ofte befæstet med et over 1 m tykt Stenlag, anbragt imellem svære Randsten. Stenlagets Beskaffenhed kunde være en Del forskelligt. Nederst blev gerne anbragt to eller flere Lag store Grundsten, hvis Mellemrum blev udfyldt med Stenstykker og Mørtel, saa at der frem- kom et muret Fundament af ca. 1/2 m samlet Tykkelse. For at Kørebanen ikke skulde være berøvet al Elasticitet, kom i Reglen derover et ca. 15 cm tykt Lag stampet Ler eller Ler blandet med Sand. Derpaa et Lag Smaasten blandet med Mørtel, og endelig øverst et Lag Grus med Mørtel, eller, om man vil, 2 Lag Beton af samlet Tykkelse omtrent som Murværket i Bunden. Det øverste Lag var af Hensyn til Vandafledningen afrundet med Fald til begge Sider. Vejene var særdeles bekvemme og forsynede med Milesten, Mo- numenter, Badesteder og Lokaler, hvor marcherende Tropper og rejsende Embedsmænd kunde faa Kvarter, og hvor der kunde skiftes Heste. De militære Veje, der førte fra Rom til Rigets store Stæder, var de fornemste. Mindre Veje førte fra en By til en anden, og endnu mindre private Veje fra Byerne til de store Jordegodser. Hvor Vejene skar Vandløb, var de for- synet med solide, murede Broer. Denne Kultur gik i Middelalderen aldeles tabt. Man manglede Penge til *) Curt Mere kel: Die Ingenieurtechnik im Altertum, Berlin 1899.