Kortfattet Lærebog i Vejbygning og Kloakering

12 at anlægge saa solide Veje og havde ikke Kundskaber til at bygge gode Veje til en billigere Pris, og Resultatet blev, at der saa godt som intet blev gjort. Det var i Virkeligheden først langt hen i det attende Aarhun- drede, at man atter begyndte at beskæftige sig indgaaende med Vejbygning, og da navnlig i Frankrig, hvor der paa den Tid blev begyndt omfattende Vejbygningsarbejder og oprettet en særlig Skole »l’école des ponts et chaus- sées de France«. Her i Landet var Vejene i gammel Tid meget slette, i mange Tilfælde overhovedet kun farbare for Fodgængere og Ridende. Endnu i 1770 var Vejen fra København til Roskilde i en saa daarlig Forfatning, at der behøvedes det meste af en Dag til at tilbagelægge den til Vogns, og Vejen fra Roskilde til Korsør var endnu ikke indgrøftet. I de fleste Egne kørte man paa den blotte Jord, og naar der var dannet alt for dybe Hjulspor, kørte man efter andre Linier. Engang imellem blev Grøfterne oprenset, hvor saadanne fandtes, og man lagde da gerne Dyndet ind paa Vejbanen for dermed at fylde Spor og Huller. For de vigtigste Vejes Vedkommende brugte man en Befæstelse ved Hjælp af Sand og Grus, som Bønderne lej- lighedsvis blev beordret til at køre paa; men Gruset indeholdt ofte store Sten, der blev liggende uordnede paa Kørebanen til Fare for Færdslen, og nogen effektiv Forbedring naaedes ikke. Men midt i det attende Aarhundrede besluttede man sig endelig til at gøre noget grundigt for Vejene. Aar 1764 blev der indkaldt tre franske In- geniører, under hvis Ledelse Hovedvejene paa Sjælland blev planlagt og paabegyndt efter de nye, franske Metoder for senere at fuldføres af danske Ingeniører (Militæringeniører). Under 13. December 1793 udkom en For- ordning om Vejvæsenet i Danmark, hvorefter Vejene deles i 3 Klasser: Ho- vedlandeveje, mindre Landeveje og Biveje, af hvilke de første skulde an- lægges og vedligeholdes af Staten, de to sidste henholdsvis af Amts- og Sogne- kommunerne. Af § 53 i denne Forordning ser man, hvorledes Hovedlande- vejene blev anlagt*). Bundlaget dannedes af store, helst flade Sten, der blev nedlagt mellem høje Randsten (Bordursten), forkilet med smaa Stenstykker og sluttelig pakket med Ler. Ovenpaa dette Fundament anbragtes et Lag nogenlunde lige store, men væsentlig mindre Sten, saa at der alt i alt fremkom et Stenlag af ca. 2/3 m Tykkelse mellem Randstenene. Øverst *) Se endvidere Vogelius Steenstrup: Landstrassen, Copenhagen 1843.