Guld og Sølv
Forfatter: A. Peschcke Køedt
År: 1893
Forlag: Johan Møller
Sted: Kjøbenhavn
Udgave: 1ste Oplag.
Sider: 172
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
120
MØNTFORANDRINGENS VIRKNINGER IND AD TIL.
med det Formaal at give Oprejsning for den i 1873 formentlig be-
gaaede Uret over hele Linjen reducerede al indenlandsk Gjæld ned
efter til omtrent Halvdelen, vilde retslig set blive en ligefrem Plyn-
dringslov mod Landets Kreditorer.
Efter at vi har ført Undersøgelsen tilbage til de Gjældsposter,
der er bievne stiftede før 1873, og efter at vi inden for disses Ramme
atter har udlignet Gjældsbeløb med Tilgodehavende i alle de tusende
Tilfælde, hvor en og samme Person eller Institution samtidig var De-
bitor og Kreditor, kommer vi omsider til den af Møntfodens For-
andring paavirkede Del af Indlandets Gjældsforpligtelser.
Disse kan henføres til to Klasser, efter som de i den siden 1873
forløbne Tid er bievne afviklede eller fremdeles er fortløbende.
Hvis der er begaaet nogen Uret, saa har de Debitorer, der har
betalt deres Gjæld i Mellemtiden, samme Krav paa Oprejsning eller i
hvert Tilfælde samme Grund til Klage som de andre, hvis For-
pligtelser endnu ikke er indløste.
For hver enkelt af disse Debitorer stiller altsaa nu Spørgsmaalet
sig som oven for fremhævet saaledes: »Vilde jeg have haft lettere
ved at klare min Gjæld, hvis vi havde beholdt den gamle Møntfod?«
Eller endnu mere direkte: »Har jeg som Skyldner-lidt et Tab, og
har mine Kreditorer nydt en tilsvarende Fordel som Følge af Mønt-
forandringen?«
For at kunne give et korrekt Svar paa disse Spørgsmaal, maa
vi i Tankerne gaa tilbage til det Tidspunkt, da vi foretog For-
andringen fra det gamle til det ny System og undersøge de Vilkaar,
under hvilke Debitor den Gang kunde afvikle sin Gjæld.
Vort danske Pengevæsen var den Gang baseret paa Sølvmønt-
foden, og enhver Gjæld kunde efter Debitors frie Valg betales enten
med Sølv eller med Guld efter Værdiforholdet 1 —i51/2. Hvis nu
dette Værdiforhold mellem de ædle Metaller uforandret havde holdt
sig til idag, saa vilde enhver Debitor nu i 1893 ved ellers lige Vil-
kaar være stillet paa samme Maade ikke mere og ikke mindre
heldig end i 1873.
Men Værdiforholdet mellem de ædle Metaller har forandret sig
endogsaa meget betydelig. Den Gjæld, man før kunde betale enten
med i Pund Guld eller i$l/2 Pund Sølv, den er man nu efter den