Guld og Sølv

124 MØNTFORANDRINGENS VIRKNINGER IND AD TIL. under Sølvmøntfoden, i 1874 efter Guldmøntfodens Indførelse have kunnet spare pCt. ved at dække Gjælden med Sølv. Paa samme Maade og under de samme Forudsætninger viser der sig, sammen- lignet med 1873 en Besparelse af 4 pCt. i 1875, 11 pCt. i 1876, 7V2 pCt. i 1877. Fra 1878—1884 falder Sølvpriserne knapt 2 d og derefter kommer det stærke Fald nedefter til 451/16 d i 1891 og den yderligere, bratte Nedgang til 33 å 34 d i 1893. Men naar man nu med disse Tal for Øje vil bedømme Debito- rernes Stilling i disse 20 Aar, saa maa man for det første erindre, at de ovenfor antydede, formentlige Besparelser kun vilde være bievne opnaaede én Gang, nemlig i det Øjeblik, Gjælden blev betalt. Fra dette Øjeblik var Debitorerne stillede foran nye, af den forandrede Situation skabte Vilkaar lige som alle andre Landets Borgere. Med hvert afsluttet Aar vilde den gamle, paa Basis af Sølvmøntfoden stif- tede Gjæld være bleven formindsket, og ny Gjæld stiftet paa nye Betingelser, der selvfølgelig var bleven saaledes affattede, at Kredi- torerne ikke blev brøstholdne. Den tidt fremførte Theori, at Pengerigelighed medfører fordel- agtigere Vilkaar, navnlig lavere Rente, for dem, der søger Laan, holder kun Stik under visse Forudsætninger, der staar i den nøjeste Forbindelse med Tilliden til den bestaaende Basis for Møntvæsenet. Svækkes denne Tillid, vil Renten stige trods Pengemængdens nomi- nelle Forøgelse. Medens Renten for ydede Laan i Lande med Guldmøntfoden er gaaet ned, viser de Lande, der som f. Ex. Indien og Mexico indtil 1893 har fortsat den frie Udprægning af Sølv, at Renten dér er gaaet op i 10 å 12 pCt., og for Mexicos Vedkommende endog jævnlig til 14 pCt. pro Anno. Om man nu end maa indrømme, at særlige, fra Møntfoden uafhængige Forhold har været medvirkende til denue høje Rente, saa bliver dog den Kjendsgjerning tilbage, at Sølvets frie Ud- prægning ikke har formaaet at skaffe Laantagerne heldigere Vilkaar. Naar Pengenes Kjøbeevne forringes ved Brugen af en som legal tender cirkulerende Mønt, der er mindre værd i Udlandet end i Indlandet, saa vil den Mand, der udlaaner Penge i Indlandet, i mange Tilfælde fordre en i Forhold til Pengenes Værdinedgang voxende Rente. Men selv, om Rentefoden ikke stiger, vil Laantageren blive nødt til at laane større Beløb.