Guld og Sølv

126 MØNTFORANDRINGENS VIRKNINGER IND AD TIL. til Landets Møntfod. Stiger derimod Priserne, og formindskes som Følge heraf Pengenes Kjøbeevne, saa er Fordelen paa Debitors Side. En 5 pCt. Rente af Kr. 1000 er i begge Tilfælde Kr. 50, men ved lave Priser kan man for de Kr. 50 kjøbe mere, end naar Priserne er høje. Det er en saadan Fordel, Kreditorerne, der har udlaant Penge før 1873, uopsigelige paa en længere Aarrække mod fast Rente, har opnaaet lige over for deres Debitorer. Men de Debitorer, der i den opad gaaende Periode fra 1850—1873 modtog deres paa en længere Aarrække mod fast Rente udlaante Penge tilbage, led et til- svarende Tab. Havde vi i Danmark uden Hensyn til Forandringen i Udlandet bibeholdt den gamle Møntfod, vilde Kreditorerne have lidt et nyt Tab, medens Debitorerne atter vilde have indkasseret Vindingen. Men vilde den saaledes skabte Situation kunne forsvares som hvilende paa Rettens Grundlag? Nej, paa ingen Maade! og her kommer vi til Sagens Kjerne. Kreditorerne, der udlaante Penge før 1873, ejede cn Mønt, der havde samme Kjøbeevne i Udlandet som i Indlandet. De Debitorer, der laante Pengene, modtog cn Mønt, der havde samme Betalingsevne i Udlandet som i Indlandet. Møntforandringen i 1873 var paatrængende nødvendig for at bevare dette Forhold. I modsat Tilfælde vilde vort Pengevæsen være kommen i Forfald. Hvis de Mænd, der i 1873 udlaante danske Penge, som ud acl til og ind acl til havde en Omsætningsværdi, der svarede til deres fulde Paalydende, nu i 1893 var nødt til at modtage Dækning i Penge, der ud ad til kun havde en Værdi af 50 pCt., saa havde Lovgivnings- magten paa et af de vigtigste Punkter i vort Lands Økonomi forsømt sine Pligter. Møntforandringen blev ikke gjennemført for at opløse men for at bevare det bestaaende Retsgrundlag mellem Kreditor og Debitor, og Samfundet i sin Helhed har al Grund til at være taknemmelig for den den Gang trufne Ordning. Hvem der tvivler om Rigtigheden af det her fremførte, behøver kun et Øjeblik at sætte sig ind i en Kreditors Stilling. Sæt, at en saadan Mand i 1873 havde stiftet en i 20 Aar uop- sigelig Gjæld paa en Million i Udlandet, og at han samtidig havde ydet et i 20 Aar uopsigeligt Laan paa 2 Millioner i Indlandet. Hvor-