Forelæsninger over Maskinlæren ved Den Kgl. Militære Højskole II

■g £ - . . _ 13 ikke godt lader sig anvende ved storre Maskiner. Noget mere anvendeligt end disse, er det Fig. 237 afbildede Organ, der bestaaer af to Kegler, der kunne bringes til, som Figuren tilstrækkeligt tydeligt uden videre Forklaring viser, at klemme inden i hverandre, > og derved at forplante en Bevægelse. Ogsaa her er det nødvendigt, at Frictionsmodstanden bliver større, end Modstanden mod Omdrejning. Ti! at bestemme Størrelsen af det der- til fornødne Tryk langs Axen, kunne felgende Betragtninger tjene. Hvis den Kraft, der virker til at trykke Keglen ind i den tilsvarende hule Kegle, kaldes P, saa vil derved frembringes et Tryk mod den hele Kegles udvendige Sider, der vil være fordeelt paa hele Overfladen, være ligt med de normale ligestore Composanter, i hvilke Kraften P kan decomponeres, og kan tænkes at være concentreret i et Punkt, der ligger i Keglens Mkddelradius. Det Tryk, fom begge Kegler udover paa hverandre, vil altsaa virke omtrent som Trykket af en Kile mod den Modstand, der stræber at hindre Indtrængelsen. De elementare Composanter af Kraften.normalt paa Overfladen ville da være p tang å, naar å er Keglesidernes Vinkel med Apen, den ved Frictionen frembragte Modstand-fx tang å og dens Moment f p r tang å. Kan Frictkonscoefficenten overalt antages lige- stor, saa kan istedetfor f r tang å sættes P p f tang å, naar P er Resultanten af Trykkene og r Middelradien. Dette Moment maa, for at forhindre Omdrejning, være lige > med Momentet af den Kraft, der flal forplantes ved Axen, hvoraf da, naar alle andre Størrelser ere bekjendte, P lader sig bestemme. Under forresten lige Omstændigheder behoves altsaa et saameget mindre Tryk, som å er mindre, eller altsaa som Keglen er spidsere. Der behøves i Almindelighed ved denne Udløser et mindre Tryk, end ved de forhen nævnte Skiver, dog tøv man ikke godt gjore Keglens Helding mindre end 15 Grader, da den ellers ikke godt slipper. 572. Alle disse Udløsere behøve altsaa, for at løses ud eller sættes til, en Bevæ- gelse langs Axen. Sædvanlkgst bevirkes denne ved en Vægtsiang, den saakaldte Rykke- stang, der griber ind i Fordybningen g h paa Halsen. Denne Vægtsrang maa da have et fast Omdrejningspunkt uden for Axerne, men kan forresten have forfljellig Form, og enten fatte paa et eller flere Steder, enten virke fom eenarmet, eller som toarmet Vægtstang. Fig. 240 viser en toarmet Vægtsrang, der fatter ved bb og drejer sig om et fast Punkt ved C; Fig. 241 viser en anden, der virker som eenarmet Vægtstang og ligeledes ved c c har sin Qmdrejningsaxe; en tredie Construction sees i Afbildningen for oven Fig. 242; den ligger heelt over Apen og griber ind med Tanden fra oven af; Tanden kan flyttes lidt op til eller ud fra Omdrejningspunktet C. Ieg veed egentlig ingen væsentlige Fortrin, font den ene af disse Rykkere skulde have forud for den anden.