Blaa Mandag
Eller Fri-Mandag

17 Det herved opstaaede Virvar afspejlede sig tyde- ligt Aarhundredet ud i Mandagens Kirkebesøg. Me- ningsløst som dette nu var, antog det Karrikaturens overdrevne Former, uden at noget virkeligt Indhold kunde yde Modstand eller bøde paa Manglerne. Gæ- sterne, der maaske havde bevaret Anstanden under Morgengavens Overlevering, følte sig nu løste fra al Tvang. Gaarsdagens Svir fortsattes, og Rusen for- nyedes. Forgæves forbød man i enkelte Egne, f. Ex. i Ditmarsken Aar 1600, at give Gæsterne Frokost denne Morgen, for at de skulde „gaa smukt nøgterne til Kirke“. Det var ikke Rusen, men Kirkegangen, der maatte give efter. Tiden for Opbrud til Kirke fastsattes ved Lov i Lübeck (1566) og Ditmarsken til Kl. 10, i Ribe (1561) til Kl. 12; men den tilføjede Bøde viser, at det ikke var let at faa Gæsterne af Sted til denne Tid. Christian IV kunde ved sin Søns Bryllup Aar 1634 ikke faa Toget i Gang førend Kl. 3. Under Klokkeringning, med Musik i Spidsen, med Brudepiger foran Bruden, med tændte Fakler og Glæ- desskud — alt ganske som om Søndagen — satte Toget sig i Bevægelse. Men der var en anden Aand over det. Dette viste sig tydeligt, naar man kom til Kirken. Thi ind red man og rendte over Kirke- gaarden; „drukne og gale“ med Piber og Trommer i Spidsen trængte man ind i Kirken, og alt efter hver Mands Lyst begyndte man herinde enten at danse eller at svire med det medbragte Mundgodt eller lydeligt at snorke i et Stolestade. Sligt var Tid- kort, medens Præsten og Bruden taltes ved i Vaaben- huset. “ L. Chr. Nielsen ; Blaa Mandag. 2