Blaa Mandag
Eller Fri-Mandag

Biskop Peder Palladius stred vældigt imod denne grove Uskik. Han opfordrede saaledes sine Provster til at formane Præsterne til at agte paa, at „Bryl- lupsfolket maa ikke æde og drikke i Kirken eller gøre et Dansehus af Kirken. Thi sligt hører Djæve- lens Børn til og sker til Guds store Bespottelse.“ Men Skikken holdt sig endnu i lange Tider. Endnu Aar 1820 hedder det om et Bryllup i Västbo Her- red, Jönköpings Len: „Hver af de ridende havde en Flaske Brændevin i Lommen. Desforuden førtes ikke mindre efid tre Læs Brændevin og Madvarer til Kir- ken for at kvæge den samlede Menighed. Ingen kom hungrig, kun ganske faa ædru derfra.“ Hvad der holdt Liv i denne Skik, — de enkelte spredte Forbud kunde selvfølgelig ikke udrydde en saa almindelig Skik — var vel nok, foruden at man nu en Gang vilde more sig, at Præsterne var daar- ligt lønnede, og at de, da der ofredes saavel om Søn- dagen som om Mandagen, havde en god Indkomst ved denne Lejlighed. Og Præsterne synes nu alle Dage i Praxis at have holdt mindst en lille Smule af det teoretisk forkastelige „jordiske Mammon“. Og Troels-Lund beviser dette ved Citater fra det 16de Aarhundrede. Ja, et gammelt Ordsprog siger jo end- ogsaa: „Hvor finder man en Præst, som ikke er pengegærrig, en Degn, som ikke er ærgærrig, en Skræder, som ikke er storhovedet, og en Smed, som ikke drikker.“ Men naar sligt kunde passere ved de kirkelige Handlinger, — ja, i selve Kirkerne, — og anses for rigtigt og godt og lovligt, var det da saa underligt,