Blaa Mandag
Eller Fri-Mandag

20 er af religiøs Oprindelse. Troels-Lund siger saaledes: „(Fastelavns-)Mandagen kaldtes paa Plattysk for „Blau Maandag“ („Blaa Mandag“), og herfra trængte Be- nævnelsen lidt efter lidt ind i Danmark, hvor den i Haandværkssproget senere kom til at betegne en fri Mandag i det hele.“ Faste-Mandagen fejredes egentlig som en Hviledag, paa hvilken man skulde forholde sig i Ro, fordybet i fromme Betragtninger over den jordiske Forgænge- lighed. Men disse fromme Hviledage afsluttedes imid- lertid med Drikke-Fester o. lign. Mestrene gik i Spidsen og Svendene (eller „Husknægte“, som disse ogsaa kaldtes), fulgte dem med stor Lærvillighed. Og Dagen efter var man daarlig, ligesom det stun- dom hænder den Dag i Dag .... De i Fastetiden saaledes frigivne Mandage kaldtes populært for „Æde-Mandage“, — men det havde dog sikkert været nok saa rigtigt at kalde dem for Drikke- Mandage. Og Kærligheden til disse Faste-Mandage hængte saaledes ved Folk, at de søgte at udstrække disse Mandages Rettigheder ogsaa til de øvrige Man- dage i Aaret. Mestrene syntes vel ogsaa selv om et Par Extra-Fridage i Ugen og den sidste Halvdel af Ugen fik da sin egen karakteriske Betegnelse, f. Ex. hos Bogtrykkerne, hvor Udtrykket „den sure (eller store) Uge“ endnu kendes. Ogsaa her i Norden har man helligholdt Faste- lavns Mandag. Indtil den seneste Tid er denne Dag bleven fejret med alle Slags Spektakler og Optog; i Danmark f. Ex. paa visse Egne med at „slaa Katten af Tønden“, „trække Halsen af Gasen“ etc. De fleste