Blaa Mandag
Eller Fri-Mandag

Forfatter: L. Chr. Nielsen

År: 1907

Forlag: Milo´ske Bogtrykkeri

Sted: Odense

Sider: 80

UDK: 338.6 (489)

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 88 Forrige Næste
•__________________________________________________________________________________________-W w. »J................................................................................................................ 22 Som en sidste Rest af den oprindelige Fastelavns- Mandagsfrihed i Bogtrykkerfaget — i alt Fald i Dan- mark — maa nævnes, at i Kleins velkendte Bog- trykkeri i København fejredes omkring Midten af det 19de Aarhundrede denne Dag al Tid paa festlig Maade og paa Principalens Bekostning. Det samme var i flere Aar Tilfældet paa samtlige Bogtrykkerier i Ring- sted, hvor Aviserne i Dagens Anledning ikke udkom. Men 1901 ophørte denne Festdag i dette Fag i hvert Fald i Danmark. Naturligvis medregnes her hverken private eller offentlige Festligheder, som foregaar i Fritiden, f. Ex. at „bide til Bollen“. I vore Dage fejres Fastetiden og særligt Fastelavns- Mandag med de fornøjelige Maskerader. Ogsaa denne Skik er hentet fra de katolske Lande, hvor de hol- des paa aaben Gade og kulminerer i det storartede Karneval paa Corsoen i Rom. Denne Fest gentages hvert Aar i de større italienske Byer. Med Evro- pæernes Emigration til Amerika er denne Skik og- saa overført dertil. Saaledes fejres Karnevalet i Lima og skal dér langt overtræffe alt, hvad der i denne Tid i Evropa præsteres af Liderlighed og Udsvævelser. Forøvrigt gaar Skikken, at slaa vældigt til Skaglerne paa denne Aarstid, helt tilbage til den hedenske Old- tid, ikke alene i Danmark, men ogsaa f. Ex. i Sverige og Tyskland, i hvilke to Lande man, i det mindste paa visse Steder, dansede en Dans, som man kaldte Sværddans. Den svenske Historiker Olaus Magnus omtaler dette for Sveriges Vedkommende og i Lü- beck har man endnu Texten til en „Sværddans-Leg“. Efter al Sandsynlighed sang og dansede man sam-