Blaa Mandag
Eller Fri-Mandag

30 Forklaringen hertil ligger nær. Den Bevægelse, som saavel den nævnte svenske Lavs-Forordning for Skomagere (1474) som Roskilde Smedelavs Forord- ning af 1491 var Produkter af, var en Bevægelse fra Myndighedernes Side imod Lavsvæsenet. Imid- lertid blev disse Organisationer stærkere i Løbet af de næste hundrede Aar; nye Skikke — væsentligst importerede fra Tyskland — kom til, man blev mere „zünftige“, man fik Øjnene op for, at Haandværker- standen var en stor Magt i Samfundet, naar den holdt sammen, og sidst, men sikkert ikke af mindst Be- tydning, er det paaviseligt, at der fra de tyske Haand- værkeres Lav øvedes et meget stærkt Pres paa de danske Haandværkere, bl. a. ved ikke at anerkende dem som „zünftige“ Mestre eller Svende, — alt dette gav sig ogsaa Udslag i de Rettigheder man krævede, deriblandt i det Antal Fridage, man mente sig berettiget til at holde. Dette afspejler sig ogsaa i den almindelige Lovgivning, hvoraf de to sidst- nævnte §§’er i Roskilde Smedes Lavs-Forordninger fra 1623 og 1674 er Omskrivninger. Man bøjede sig officielt for Loven, men gjorde det i saadanne Ord, at Lovens Tendens formindskedes eller rent op- hævedes i det daglige Livs Praxis. I de Lavs-Forordninger, som Christian IV udstedte omkring 1620, findes der saaledes Forsøg paa en Re- gulering af Arbejdstiden. Svendene paalagdes som Regel at arbejde i 12 Timer dagligt, oftest imellem Kl. 5 Morgen og Kl. 7 Aften. Med Hensyn til Fri- Mandagen gjordes der Forskel paa de Svende, der qavde Kvartalsløn, og de, som havde Ugeløn. De