Blaa Mandag
Eller Fri-Mandag

31 sidstnævnte maatte slet ikke holde Fri-Mandage. Om de førstnævnte hedder det derimod, at „de ikke maatte giøre sig oftere ørkesløse Dage end Mandagen alene“. Altsaa Ord til andet det samme som i Roskilde Smede- lavs Forordning. Der førtes i denne Tid en noget for- sigtig Politik fra Lavenes Side, og hertil kom, at det forud existerende Forhold imellem Mestre og Svende i det mindste til en vis Grad syntes at have skiftet Ka- rakter paa den Tid, da Christian IV gjorde forgæves Forsøg paa at afskaffe Lavene, som han synes at have haft Fremtidsblik nok til at se i sig selv inde- holdt en Hindring for en væsentlig udvidet Produk- tion. Til de Roskilde Smedes Lavs-Forordning af 1674 skal jeg siden komme tilbage. Jeg mener dog, at det først har Interesse at se, hvorledes Fri-Mandagen udviklede sig, dels i andre Lav, dels i forskellige Byer og Lande. I Frederik I.s Lov af 1526 dikteredes ganske vist Lavenes Ophævelse, men disse fortsatte ubekymrede herom deres Tilværelse. Og ved en Befaling, som Christian III i December 1549 udstedte i Odense, indrømmes der Lavene to Drikkelag om Aaret, nem- lig et Fastelavns- og et Pinsegilde, — og at disse Drikkelag holdtes om Mandagen (og maaske fortsattes i flere Dage) behøver man ikke at tvivle om. Murerne i Wien synes at have haft samme daar- lige Tilbøjeligheder, som andre Håndværkere havde i andre Byer. Dette fremgaar af en Udtalelse i deres Lavs-Orden fra 1550. Det omtales her, at der fin- des Geseller, som fejrer den ejendommelige Festdag