Blaa Mandag
Eller Fri-Mandag

33 (hvis denne faldt paa en Søndag skulde de have en anden Dag fri), Nyaaret, Fastelavn og Kristi Himmel- fartsdag — og ud over disse skulde de ikke have nogen Fridag. Det hæderlige Frankfurter-Raad tog sig dog god Tid til at tænke over denne Sag, og det synes at have haft svært ved at komme til noget Resultat, thi først i Aaret 1572 begyndte man at be- handle Forslaget, og den 5te Marts 1573 var man færdig med Sagen, der dog allerede 1588 afløstes af en ny Ordning. De Frankfurter Bogtrykkersvendes Frihed til at holde „blaa Mandag“, sove til Middag og holde Sjov om Natten blev selvfølgelig indskræn- ket, — i det mindste paa Papiret, der som bekendt er meget taalmodigt. Af de her nævnte Tilfælde fremgaar det med al ønskelig Tydelighed, at Blaa-Mandags-Friheden havde antaget saadanne Dimensioner og Former, at man kan forstaa, at de forskellige Øvrigheder ad Lovgivnin- gens Vej søgte at indskrænke den og at dæmme op for dens videre Udvikling. Ganske vist nyttede Øv- righedernes Bestræbelser ikke meget; thi den „blaa Mandag“ var paa dette Tidspunkt indgaaet i de saa- kaldte „Handtwerksgebrauch“, — og her viste Haand- værkernes indbyrdes Solidaritet sig at være stærkere end de enevældige Regeringer. I denne Sag gik Mestrene nok oftest sammen med Svendene. Aar 1679 indskrænkedes Nyborg Smedes „Fri- Mandage“. (Lavs-Rettighedernes Indskrænkning synes at have været et af Christian V.s Formaal — og der var Alvor i disse Bestræbelser.) Det hedder herom i Nyborg Smedes Lavs-Orden: „Ingen Svend maa L. Chr. Nielsen: Blaa Mandag. 3