Meyers Vareleksikon
Omfattende alle vigtige Handelsvarer, deres Forekomst, Fremstilling, Sammensætning, Kvalitetskendetegn, Anvendelse, Forfalskninger o. s. v.

Tyrkiskgrønt 1004 Tændstikker lig ringe Kvalitet, dog udføres baade hvide og røde Vine til andre vinproducerende Lande, hvor de benyttes til Forskæring. Tyrkiskgrønf se Kromgrønt og Ko- b o 11 g r ø n t. Tyrkiskrødt, Adrianopelrødt, under- tiden ogsaa kaldet M erin or ødt, er en til Farvning af Bomuld (Tyrkiskrødt Garn) an- vendt rød Farvelak, der tidligere fremstille- des af Krap, nu næsten udelukkende af Aliza- rin. og hvis væsentligste Bestanddele er Ali- zarin, Kalk, Aluminiumoxyd og Tyrkiskrødt- olie (s. d.). I Stedet for Tyrkiskrødtolie an- vendes undertiden ogsaa Kalciumsakkarat. Tyrkiskrødtolie er et Præparat, der frem- stilles ved, at man til Ricinusolie sætter kon- centreret Svovlsyre, idet man ved Afkøling og ved meget langsom Tilblanding af Syren sørger for, at Temperaturen ikke stiger over 35 °. Naar Blandingen er tilendebragt, hvilket f. Eks. for 50 kg Ricinusolie og 10 kg Syre tager c. 6 Timer, lader man det hele staa hen og udvasker Produktet gentagne Gange med ligeligt Vand, idet man mellem hver Udvask- perne faar paa denne Maade stærke Længde- ribber. Tyttebær eller Kr øs bær (P reisse l- beeren, Kronsbeeren. rote H e i del- fa e e r e n; R e d h u r 11 e-. b i 1- eller whort- leberries; Airelles rouges) er de ærtestore, højrøde Bær af den til Bøllefamilien hørende, 5—20 cm høje Tyttebærbusk, Vac- cinium Vitis idæa, der bærer stedse- grønne. omvendt ægformede, paa Oversiden mørkegrønne, glinsende, paa Undersiden bleg- grønne, prikkede Blade og blegrøde eller hvide, i tætblomstrede, nikkende Klaser sam- lede Blomster. Den er meget udbredt over hele den nordlige Halvkugle paa Lyngheder og i Kratskove. Bærrene indsamles fra Midten af August til ind i November og benyttes til Sylt- ning og Saftkogning. De indeholder c. 3,5 % Syrer (Æble-, Citron- og Spor af Benzoesyre) og 1.5 % Sukker. Tændstikker (Ziindholzer ell. Streich- holz.er; Matches; Allumettes) frem- stilles af forskellig Art. Indtil 1823 var Flint og Staal det eneste kendte Antændelsesmid- Sammensætningen af forskellige Tændstiksatser. (Efter Analyser af de færdige Satser.) 1 2 3 4 5 6 7 8 Gummi. i 6,14 — — 8,30 — 10,0 Tragant ... — — — — 1,11 1,70 3,0 Lim . C 9,44 56,59 10,74 65,70 8,20 58,74 Kaliumklorat .Å?. 52.80 46,12 62,13 55.30 53,8 16.65 6,91 i\ciiiuiiiuiKiuiijai Blykromat LI1 - ■ - ■■ — — —— — 27,26 — Manganperoxyd fTrS'rT” 6,38 3,00 — — — — 6,0 Svovl 2,90 6,48 4.60 4.23 8,70 1,66 2,05 3,0 Antimonsulfid 10.00 — — — — 1 83 6,56 Ferrioxyd 4.50 2.72 5,10 — — p Blyperoxyd eller Mønje — — — — — 11,06 Kolofonium — — — — 2,77 1.2 Køn røg — — — — — 0.21 Brændt Umbra — — — — 5.53 Engelskrødt — . — — — — 2.05 6.0 Glas- eller Pimpstenspulver 14.60 10.73 16.60 — 13.53 5.53 20 49 120 Hygroskopisk Vand og Urenheder . . 2,45 1,78 2,43 2,48 1,33 — — — ning lader Blandingen henstaa, saaledes at Vandet udskilles og kan fratrækkes, og man tilsætter derpaa tilsidst Ammoniak indtil al- kalisk eller neutral Reaktion, hvorved de ved Svovlsyrens Indvirkning dannede Sulfonsyrer omdannes til Ammoniaksalte. Den færdige Tyrkiskrødtolie skal kunne danne en holdbar Emulsion (s. d.) ved Udrøring med Vand og skal kunne opløse sig klart i Ammoniak. Den anvendes i Tøjtrykkeriet og Farveriet til Fremstilling af Tyrskiskrødt (s. d.) samt i ringe Mængde til Fremstilling af Boreolier, se Emulsion, til hvilket Brug man sædvanlig an- vender en med Ammoniak stærkt overmættet Olie. Som Surrogat for Ricinusolie anvendes undertiden simpel Olivenolie, Mandelolie o. a. Et lignende Præparat er Monopolsæbe. Tyrolerjjrønt se B j er ? gr øn t og Qrøn- j Q r d. Tyrolermessinx se Blik. Tyrolertæpper kaldes en Slags Tæpper, som har en stærkt strammet, men ikke tætsiddende Hampekæde og en tyk, blød, ulden Islæt, der ikke strammes, men slaas tæt sammen. Tæp- del, og det i dette Aar af Dobereiner opfundne Brintfyrtøj var for uhandleligt til at skaffe sig almindelig Udbredelse. Kort derefter fremkom de s. k. kemiske Fyrstikker, der bestod af i Træpinde med et »Hoved« af Kaliumklorat, Svovl og Kolofonium, der antændtes, naar de dyppedes ned i koncentreret Svovlsyre, hvil- ken man opbevarede i smaa Flasker fyldte med Asbest. 1832 fremkom Congreves Tænd- stikker, paa hvilke Hovedet bestod af Kalium- klorat og Antimonsulfid sammenholdt med Lim, og som antændtes, idet man trak dem ud mellem to Stykker Sandpapir, der klemtes sammen med Fingrene. Snart efter blev Anti- monsulfidet erstattet af Fosfor, og 1835 be- gyndte en virkelig fabriksmæssig Fremstilling i Wien af de forskellige Slags Fosfortænd- stikker eller Svovlstikker, idet man først er- stattede Kaliumkloratet med en Blanding af Mønje og Brunsten. Senere anvendte man Blyperoxyd, der atter blev erstattet med en Blanding af Mønje og Salpeter. For at Træet med Sikkerhed skulde kunne bryde i Brand ved Satsens Antænding, blev den yderste