Meyers Vareleksikon
Omfattende alle vigtige Handelsvarer, deres Forekomst, Fremstilling, Sammensætning, Kvalitetskendetegn, Anvendelse, Forfalskninger o. s. v.

Forfatter: K. Meyer

År: 1918

Forlag: Gyldendalske Boghandel

Sted: Kjøbenhavn

Udgave: TREDIE UDGAVE

Sider: 1064

UDK: 62(02) Mey Gl.

DOI: 10.48563/dtu-0000076

Under medvirkning af ansete fagmænd

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 1080 Forrige Næste
Uld 1010 Uld Tværlinjer, der udgøres af den forreste Rand al de enkelte Skæl, idet disse dækker hinan- den som Tagsten, altid med den frie Rand visende fremad. Hos tynde Haar staar der- imod Epidermiskællene sædvanlig mere spredt. Hornlagets Celler varierer i Længde hos de foi skellige Haar fra 0,05 til c. 3 mm og har hos Faaret sædvanlig en Længde af c. 0,08 mm. Horncellerne er sædvanlig saa tæt trykte opad hverandre, at de indre Hulrum bliver usynlige, men ofte fremviser enkelte Celler et større Hulrum, der da, naar man betragter Haaret under Mikroskopet, viser sig som spalteformet udvidede Længdestriber; se f. Eks. Fig. 473. Hvad endelig Marvcellerne an- saar, kan disse have meget forskellig Form, se Pelsværk, og Hestehaar, Fig. 166—167, og Fig. 473. g i Fig. 474. Fig. 473, Angorauld. e meget tynde Skæl, f spalteformet udvidede Længdestriber. Forstørr. 225 O. — Fig. 474. Til- venstre Merinould, tilh. Rambouilletuld af et ældre Faar. Forst. 340 G. Fig. 331—335. I Haarspidserne og ved Grun- den af færdigt udvoksede Haar mangler Mar- ven, ligesom denne i meget fine Haar ofte kun optræder pletvis. Som omtalt under Haar skelner man sædvanlig mellem tre Slags Haar, nemlig Uldhaar, Dækhaar, der i hvert Fald i den yderste Tredjedel er lige og mere stive, skarpt tilspidsede og sædvanlig tyk- kere og mørkere farvede end Uldhaarene paa de samme Dyr, og Stikkelhaar, hvorved man forstaar korte, spidse Haar, der sædvanlig forekommer paa tyndt behaarede Legemsdele. Af disse Haar findes hos de forskellige Faare- racer enten Uldhaar eller Dækhaar eller en Blanding af begge. Af rene Uldhaar bestaar Ulden fra M e r i n o f a a r e n e og deres Af- kom, som f. Eks. det s a c h s i s k e Faar, Elektoral- og Iniantado- eller Ne- gre ttif aar et samt Ulden af to engelske Racer, nemlig South down- og Hamp- shire d o w n f a a r e t. Udelukkende af Dæk- haar bestaar Ulden hos Leicester- og Newlei- cesterracen, medens Ulden hos de simulere Landracer bestaar af en Blanding af begge Slags (smign. Artiklen Faar). Som Eksempel paa rene Uldhaar er paa Fig. 474 vist Haar af Merinould og Rambouilletuld. Hos Merino- ulden og lignende finere Uldsorter mangler Marven altid, og naar der i saadan Vare af og til findes enkelte Marvpletter, maa dette altid betragtes som en Fejl ved Varen. Epi- dermisskællene er tydeligt fortykkede ved den forreste Kant, og Haarene viser sig altid stærkt savtakkede, hvilket navnlig tydeligt ses ved de tyndere Håar. Paa Fig. 475 er vist Uld af engelske Leicesterfaar, som kun bestaar af Dækhaar. De enkelte Haar er temmelig fine (0,03—0,06 mm tykke), i Spidsen mary- fri og savtakkede, længere inde mere eller mindre marvfyldte og ved Midten ofte be- satte med pladeformede Skæl. Paa Fig. 476— 478 er vist Haar af almindelige Landracer, dels med, dels uden Marv og med pladefor- mede eller skælformede Overhudsceller. Ogsaa af forskellige Geder benyttes Ul- den paa samme Maade som Faareuld, saaledes »M o h a i r« af Angorageden, se Angora- u 1 d, med indtil 30 cm lange, undertiden end- nu længere og 0,027—0,054 mm brede Haar, der er fine, bløde, silkeagtige, glinsende ok stærkt krusede, som Regel helt hvide, under- tiden graa, sjældent sorte (se Fig. 473). I Handelen forstaas ved Mohair uden yderligere Tilføjelse sædvanlig tyrkisk, nordamerikansk og australsk Angorauld, medens det, der frem- Fig. 475. Uld af engelske Leicesterfaar. I A ses de enkelte Marvstykker i og de flade Overhudsskæl e. I B ses en sam- menhængende Marvcylinder m. Forstørr. 340 Gange. stilles i den nordlige Del af Lilleasien, kaldes »Van Mohair«, og det, der faas fra Cap, kaldes »Cape Mohair«. Endvidere den s. k. K a s h m i r u 1 d eller Thibetuld af den thibetanske Ged, smign. C ach em ir e, der bestaar af 0,013—0,026 mm tykke, meget regelmæssige, cylindriske Uldhaar med en Længde af 7 cm. Endelig benyttes ogsaa Ul- den af forskellige Arter A u c h e n i a, navnlig den s. k. A1 p a k a u 1 d, se Fig. 479, der er ganske silkeblød, fin og glinsende, og som . indeholder dels de 10—22 cm lange Uldhaar,