Meyers Vareleksikon
Omfattende alle vigtige Handelsvarer, deres Forekomst, Fremstilling, Sammensætning, Kvalitetskendetegn, Anvendelse, Forfalskninger o. s. v.
Forfatter: K. Meyer
År: 1918
Forlag: Gyldendalske Boghandel
Sted: Kjøbenhavn
Udgave: TREDIE UDGAVE
Sider: 1064
UDK: 62(02) Mey Gl.
DOI: 10.48563/dtu-0000076
Under medvirkning af ansete fagmænd
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Uld
1010
Uld
Tværlinjer, der udgøres af den forreste Rand
al de enkelte Skæl, idet disse dækker hinan-
den som Tagsten, altid med den frie Rand
visende fremad. Hos tynde Haar staar der-
imod Epidermiskællene sædvanlig mere spredt.
Hornlagets Celler varierer i Længde hos de
foi skellige Haar fra 0,05 til c. 3 mm og har
hos Faaret sædvanlig en Længde af c. 0,08
mm. Horncellerne er sædvanlig saa tæt trykte
opad hverandre, at de indre Hulrum bliver
usynlige, men ofte fremviser enkelte Celler
et større Hulrum, der da, naar man betragter
Haaret under Mikroskopet, viser sig som
spalteformet udvidede Længdestriber; se f.
Eks. Fig. 473. Hvad endelig Marvcellerne an-
saar, kan disse have meget forskellig Form,
se Pelsværk, og Hestehaar, Fig. 166—167, og
Fig. 473. g i Fig. 474.
Fig. 473, Angorauld. e meget tynde Skæl, f spalteformet
udvidede Længdestriber. Forstørr. 225 O. — Fig. 474. Til-
venstre Merinould, tilh. Rambouilletuld af et ældre Faar.
Forst. 340 G.
Fig. 331—335. I Haarspidserne og ved Grun-
den af færdigt udvoksede Haar mangler Mar-
ven, ligesom denne i meget fine Haar ofte kun
optræder pletvis. Som omtalt under Haar
skelner man sædvanlig mellem tre Slags
Haar, nemlig Uldhaar, Dækhaar, der i hvert
Fald i den yderste Tredjedel er lige og mere
stive, skarpt tilspidsede og sædvanlig tyk-
kere og mørkere farvede end Uldhaarene paa
de samme Dyr, og Stikkelhaar, hvorved man
forstaar korte, spidse Haar, der sædvanlig
forekommer paa tyndt behaarede Legemsdele.
Af disse Haar findes hos de forskellige Faare-
racer enten Uldhaar eller Dækhaar eller en
Blanding af begge. Af rene Uldhaar bestaar
Ulden fra M e r i n o f a a r e n e og deres Af-
kom, som f. Eks. det s a c h s i s k e Faar,
Elektoral- og Iniantado- eller Ne-
gre ttif aar et samt Ulden af to engelske
Racer, nemlig South down- og Hamp-
shire d o w n f a a r e t. Udelukkende af Dæk-
haar bestaar Ulden hos Leicester- og Newlei-
cesterracen, medens Ulden hos de simulere
Landracer bestaar af en Blanding af begge
Slags (smign. Artiklen Faar). Som Eksempel
paa rene Uldhaar er paa Fig. 474 vist Haar
af Merinould og Rambouilletuld. Hos Merino-
ulden og lignende finere Uldsorter mangler
Marven altid, og naar der i saadan Vare af
og til findes enkelte Marvpletter, maa dette
altid betragtes som en Fejl ved Varen. Epi-
dermisskællene er tydeligt fortykkede ved den
forreste Kant, og Haarene viser sig altid stærkt
savtakkede, hvilket navnlig tydeligt ses ved
de tyndere Håar. Paa Fig. 475 er vist Uld
af engelske Leicesterfaar, som kun bestaar
af Dækhaar. De enkelte Haar er temmelig
fine (0,03—0,06 mm tykke), i Spidsen mary-
fri og savtakkede, længere inde mere eller
mindre marvfyldte og ved Midten ofte be-
satte med pladeformede Skæl. Paa Fig. 476—
478 er vist Haar af almindelige Landracer,
dels med, dels uden Marv og med pladefor-
mede eller skælformede Overhudsceller.
Ogsaa af forskellige Geder benyttes Ul-
den paa samme Maade som Faareuld, saaledes
»M o h a i r« af Angorageden, se Angora-
u 1 d, med indtil 30 cm lange, undertiden end-
nu længere og 0,027—0,054 mm brede Haar,
der er fine, bløde, silkeagtige, glinsende ok
stærkt krusede, som Regel helt hvide, under-
tiden graa, sjældent sorte (se Fig. 473). I
Handelen forstaas ved Mohair uden yderligere
Tilføjelse sædvanlig tyrkisk, nordamerikansk
og australsk Angorauld, medens det, der frem-
Fig. 475. Uld af engelske Leicesterfaar. I A ses de enkelte
Marvstykker i og de flade Overhudsskæl e. I B ses en sam-
menhængende Marvcylinder m. Forstørr. 340 Gange.
stilles i den nordlige Del af Lilleasien, kaldes
»Van Mohair«, og det, der faas fra Cap,
kaldes »Cape Mohair«. Endvidere den
s. k. K a s h m i r u 1 d eller Thibetuld af
den thibetanske Ged, smign. C ach em ir e,
der bestaar af 0,013—0,026 mm tykke, meget
regelmæssige, cylindriske Uldhaar med en
Længde af 7 cm. Endelig benyttes ogsaa Ul-
den af forskellige Arter A u c h e n i a, navnlig
den s. k. A1 p a k a u 1 d, se Fig. 479, der er
ganske silkeblød, fin og glinsende, og som
. indeholder dels de 10—22 cm lange Uldhaar,