Meyers Vareleksikon
Omfattende alle vigtige Handelsvarer, deres Forekomst, Fremstilling, Sammensætning, Kvalitetskendetegn, Anvendelse, Forfalskninger o. s. v.

Forfatter: K. Meyer

År: 1918

Forlag: Gyldendalske Boghandel

Sted: Kjøbenhavn

Udgave: TREDIE UDGAVE

Sider: 1064

UDK: 62(02) Mey Gl.

DOI: 10.48563/dtu-0000076

Under medvirkning af ansete fagmænd

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 1080 Forrige Næste
Ulexin 1016 Ulveskind Bomuldskæde, stærkt valket og ruet or kun lidt overskaaret; friserede Tøjer o. fl. Det maa dog bemærkes, at mange af de her brugte Betegnelser ogsaa ofte bruges om an- dre Stoffer (se nærmere de enkelte Artikler). Fabrikationen af uldne Tøjer drives nu i alle Lande med en blot nogenlunde udviklet Industri. Tyskland (særlig Greiz og Gera) og Frankrig (Roubaix) leverer hovedsagelig Che- viot og Kamgarns Kiolestoffer, medens Eng- land (Bradford) særlig fremstiller grovere Varer og Lustrevarer (Alpaka o. a.). Gulv- tæpper fabrikeres særlig i England og Tysk- land, finere Kvaliteter i Frankrig. Af billige Klædevarer kommer Hovedforsyningen fra Tyskland, medens de finere Kvaliteter søges i England. I Danmark fremstilles saavel svæ- rere Kvaliteter i Klædevarer som kurante Kiolestoffer. Før Krigen indførte Danmark c. 265 t og udførte c. 440 t Uldvarer. — Norge indførte c. 1680 t og udførte c. 40 t. — Sverige ind- førte c. 1350 t og udførte c. 200 t. Ulexin se C y t i c i n. Ulmaren er en Blanding af Alkoholsalicy- later. Det er en tung, lysbrydende, gulrød, neutralt eller svagt surt reagerende Vædske, der lugter behageligt, koger ved 237—2420 og opløses let i Alkohol, men næsten ikke i Vand. Det anvendes som udvendigt Middel mod Gigt. Ulmo se Garvematerialer. Ultramarin (L azurbla u, Azurblå u; Ultramarine eller Lazuli ne; Outre- m e r eller Bleu d’o u t r e m e r) er et ikke giftigt, blaat Farvestof, der forekommer i Na- turen som Mineralet Lasursten (s. d.), men som altid fremstilles fabriksmæssigt. Det be- staar af en Forbindelse af Kiselsyre, Alumi- niumhydroxyd. Natron, Svovlsyre, Natrium- sulfid og Spor af Kalk og Jærn, men er iøvrigt af noget vekslende Sammensætning, hvilket delvis betinger de forskellige Farvenuancer. Man skelner navnlig mellem Sulfatultra- marin og Sodaultramarin. Først- nævnte Sort, der nu efterhaanden fortrænges af Sodaultramarinen, fremstilles af en Blan- ding af saa vidt muligt jærnfrit Ler (Kaolin), kalcineret Natriumsulfat, Soda, Kul og Svovl, hvilken Blanding glødes i Løbet af 7—10 Ti- mer i Lerdigler uden Luftens Adgang. Den glødede Masse, der efter Afkøling har faaet en grøn Farve, pulveriseres og udvaskes med Vand og benyttes i ringe Mængde direkte som Farvestof under Navn af grøn Ultrama- r i n. For at omdanne den grønne Ultramarin til blaa blander man den med Svovl og op- heder den i Cylindre, i hvilke den holdes i stadig Omrøring, idet man fortsætter hermed, indtil Farven er bleven rent og stærkt blaa. Produktet bliver derefter udludet med Vand, malet og slemmet, hvorved det faas i Numre af forskellig Finhed. De simplere Sorter blan- des ofte op med Kaolin. Til Sodaultramarinet, som nu er det, der almindeligst fabrikeres, an- vendes en Blanding af Kaolin, Soda, Harpiks og Svovl, og ved denne Blandings Glødning enten i Digler, hvorved faas et finere Produkt, eller i Muffelovne, hvorved Fremstillingen af større Mængder bliver billigere, faar man den blaa Farve dannet ved en enkelt Glødning. Ogsaa dette Produkt bliver udvasket med Vand, malet og slemmet. Undertiden tilsætter man noget Kiselsyre til Blandingen, hvorved man faar det s. k. Kiselsy reultrama- r i n, undertiden ogsaa kaldet »syrefast« Ultramarin, der bedre end de andre Sorter modstaar Paavirkning af Alunopløsning, hvil- ket har Betydning ved Farvens Anvendelse til Blaaning af Papir. Jo mere Kiselsyre der tilsættes, des mere rødlig bliver Farvens Nuance. Ultramarin er et fint, blaat Pulver, hvis Værdi er afhængig af Finheden og Farvemas- sen. Det er uden Lugt eller Smag, uopløseligt i Vand og øaavirkes ikke af Lyset eller af Alkalier, saaledes at det baade er lys- og sæbeægte. Derimod angribes det overordent- ligt let af Syre eller sure Salte, idet der ud- vikles Svovlbrinte, og Farven samtidig for- andres fra blaa til hvid. Ultramarin forfalskes ofte ved Tilsætning af Ler, Gips eller Tungspat, undertiden ogsaa ved Behandling med Glycerin og Sirup, der giver Pulveret en mørkere Farve. Undersø- gelsen gaar dels ud paa at paavise saadanne Indblandinger, dels paa at prøve Farvestyr- ken, smign. Farver, eller Bestandigheden over- for en Alunopløsning. Ultramarin fremstilles i Belgien, Frankrig, Tyskland, Østrig, Rusland og Nordamerika, i Europa i en Mængde af c. 13 000 t aarligt Det anvendes til Fremstilling; af Buntpapir og Tapeter, til Maling paa Kalk og som Vandfarve, til Blaaning af Papir, Va- sketøj og Sukker, hvorved dog maa bemær- kes, at Sukker, der er blaanet med Ultra- marin, ikke egner sig til Syltning, da Ultra- marinet sønderdeles af de i Frugterne inde- holdte Syrer under Udvikling af den meget ildelugtende Svovlbrinte. Af Ultramarin kan man ved Paavirkning af Klor, luftformig Klorbrinte eller Salmiak under Opvarmning fremstille en violet Farve, Ul- tramarinviolet, og naar man under sær- lige Betingelser lader den paavirkes af Sal- petersyredampe, omdannes Farven først til rød og derpaa til lys rosa. Disse Farver har dog hidtil ikke fundet nogen Anvendelse. Quit Ultramarin ell. Ultramarin- gult er ingen Ultramarin, men bruges under- tiden som Betegnelse for Barytgult og Stron- tiangult, ligesom Koboltultramarin un- dertiden benyttes som Betegnelse for Kobolt- blaat (s. d.). Ulvefod se Heksemel. Ulveskind CWolffelle; Woolf skins; Peaux de 1 oup) faas af de forskellige Va- rieteter af den til Hundefamilien hørende Ulv, Canis lupus, der forekommer udbredt i den tempererede og kolde Zone i den gamle og ny Verden, idet den dog er fuldstændig udryddet i Mellem- og Nordtyskland, England og Dan- mark. Baade Haarlagets Art og Farve varie- rer betydeligt efter Opholdsstedet og Klimaet, men er dog som Regel graagul med sorte- brune Stænk paa Haarene, lysere, ofte hvid- liggraa paa Bugen og Panden og gullig paa Kinderne. Om Sommeren bliver Farven mere rødlig, om Vinteren mere gullig og i det hele lysere nordpaa, mørkere sydpaa. Længden af selve Kroppen naar 1,2 m, hvortil kommer den indtil 45 cm lange Hale. Undertiden forekom- mer ogsaa hvide, sorte og graabrune Skind. De største og smukkeste graalighvide Ulve- skind faas fra Labradorkysten, East-Maine Distriktet og den nordøstligste Del af Nord- amerika, medens de ligeledes meget smukke Skind fra Hudson Bay Distriktet sædvanlig er noget mindre. Mindre vurderede er de kana-