Meyers Vareleksikon
Omfattende alle vigtige Handelsvarer, deres Forekomst, Fremstilling, Sammensætning, Kvalitetskendetegn, Anvendelse, Forfalskninger o. s. v.

Forfatter: K. Meyer

År: 1918

Forlag: Gyldendalske Boghandel

Sted: Kjøbenhavn

Udgave: TREDIE UDGAVE

Sider: 1064

UDK: 62(02) Mey Gl.

DOI: 10.48563/dtu-0000076

Under medvirkning af ansete fagmænd

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 1080 Forrige Næste
Angosturabark 43 Anilinfarver vendes til arkitektoniske Forsiringer, men optager ogsaa her Vand og omdannes til Gips^ I fintmalet Tilstand bruges Anhydrit under Navn af Lenzin (se Annaiin) til Fyldstof i Papir. Anil se Indigo. Anilin, Amidobenzol, Fenylamin, B enzidam, Ani 1 in o 1 i e, er en Bestand- del af Stenkulstjæren, i hvilken det findes i en Mængde af 0,3—0,5 %. Det forekommer og- saa i andre Tjæresorter og blev oprindelig fremstillet ved Destillation af Indigo med Kaliumhydroxyd, hvorefter det har faaet sit Navn, idet den portugisiske Betegnelse for Indigo er Anil. I det store fremstilles det af Nitrobenzol ved Indvirkning af Reduktions- midler, men ogsaa paa denne Maade er Sten- kulstjæren Udgangspunktet for Fabrikationen, idet Nitrobenzolen dannes ved Indvirkning af Salpetersyre paa en Kulbrinte, Benzol, der faas ved Destillation af Stenkulstjæren og Rektifikation af den ved c. 80° kogende Del af denne. Se iøvrigt Nitrobenzol. Nitro- benzolen reduceres ved Hjælp af Jærn og Saltsyre eller Eddikesyre, og efter at Ind- virkningen er til Ende, overmætter man med Kalkmælk og opheder Blandingen, hvorved og Vand destillerer over. Til De- stillatet sætts Salt, hvorved Anilinet udskil- les som' en Olie, der svømmer oven paa Salt- opløsningen og kan renses ved yderligere Behandling. “ , , Anilm^danner en Oliet, farveløs Vædske, som er ubetydelig tungere end Vand, idet Vægtfylden er 1,0265. I Vand opløses det i ringe Mængde og giver dette en svag, alka- lisk Reaktion. I Alkohol, Æter og fede Olier opløses det i ethvert Forhold. Det koger ved 184°, brænder med lysende og sodende Flam- me og danner med Syrer krystalliserede Salte, der alle er opløselige i Vand og Alko- hol, giver en violet Farve ved Behandling med Klorkalk og farver Fyrretræ gult, hvor- for de kan benyttes til Paavisning af Træ- masse i Papir. Den i Handelen gaaende Ani- lin er meget sjældent ren, men indeholder altid væsentlige Mængder Toluidin. der ned- sætter Vægtfylden, men hæver Kogepunktet. Udsat for Luft og Lys farver Anilinet sig mørkt, hvorfor det maa opbevares i vel til- lukkede Flasker paa et mørkt Sted. Anilin skal kunne opløse sig klart i fortyndet Svovl- syre. Dersom der er tiæreagtige Stoffer, Nitrobenzol el. lign, til Stede, vil disse holde sig uopløste og svømme oven paa. Foruden paa Laboratorier finder Anilin hovedsagelig Anvendelse til Fremstilling af Tjærefarve- stoffer (s. d.). Anilinblaat, Azulin, Trifenylrosani- 1 i n, er et Tjærefarvestof, der ikke bruges som saadant, men som danner Grundlag for en Række meget vigtige blaa Farvestoffer. Blandt de i Handelen gaaende Produkter skelner man mellem S p r i t b 1 a a t (s. dj, der er Klorforbindelsen eller Acetatet af Ani- linblaat. Alk alibi a at (s. d.), der er Tri- fenylrosanilinmonosulf osyre, og Vand- bi a a t (s. d.), der er Trifenylrosanilindi-, tri- eller tetrasulfosyre. Aniliniarver bruges sædvanlig men urigtigt som Betegnelse for T jæref ar vestoi- f e r (s. d.). I Virkeligheden er det kun Ani- linblaat, Metylviolet, Chrysanilin, Fuksin, Anilinsort (se Anilinsalt) og enkelte andre, Regel helt hvide, undertiden graa, sjælden sorte. Tidligere fremstilledes Angoragarnet, Kamelgarn, hovedsagelig i Angora og Omegn og indførtes tillige med de deraf væ- vede Tøjer, Camelot, Serge og Ango- r asi al er. til Europa, medens Forholdet nu er det, at Europa indfører Ulden, som forar- bejdes hovedsagelig i Spinderier i England (Bradford og Manchester), i Frankrig (Rou- baix og Lille) og enkelte Steder i Tyskland. Under de franske og engelske Benævnelser for Ulden (Poil de chévre og Mohair) gaar ogsaa forskellige af Ulden vævede Stof- fer, men iøvrigt er en Betegnelse som Mo- hair efterhaanden bleven almindelig ogsaa for Stoffer, der ikke indeholder _ Angorauld. Angorageden er akklimatiseret i Frankrig, Spanien og Australien, hvorfra Ulden dog har et gulligt Skær, endvidere i Kalifornien, Ne- vada, Ny Mexiko samt som nævnt i Kaplan- det, hvor Port Elisabeth er den vigtigste Ud- førselshavn. Forsendelsen sker i Baller af Størrelse som Uldballer. Angosturabark, Caron y, Yarowry, Cortex Angostura eller Cusp ar iæ, er Barken af et i Sydamerika, navnlig i Ny Granada voksende. 20—25 m højt Træ, Cus- pariatrifoliata. Barken kommer i HaM delen i mere eller mindre rendeformede, 1—4 mm tykke, gullige, i Randen ofte tilskær-^ pede Stykker, hvis ydre Side er lysere far- vet og ru af den bløde Kork. Barken er haard og skør, har en svag Lugt og en meget bit- ter, ejendommelig aromatisk Smag. Foruden henimod 2 % æterisk Olie indeholder den formentlig 3 forskellige Alkaloider. Barken spillede en Tid lang en vigtig Rolle som Fe- bermiddel, gik igen ud af Brug, efter Sigende paa Grund af gentagne Forfalskninger .med Barken af S t r y chn o s nux vomica, men er i den senere Tid igen anvendt, navn- lig til Fremstilling af en Likør, Angostura- bitter. Under Navn af brasiliansk Ango- sturabark gaar i Handelen Barken af et nærstaaende, ligeledes sydamerikansk Træ Esenbeckia febrifuga, der kendes fra den ægte ved den indvendige Sides mørke Farve og ved, at den, naar den brækkes over, viser et groft, splintret Brud, medens Brudet hos den ægte Bark er ganske glat. Angoumoisvine er gode, røde og hvide Vin- sorter fra det franske Departement Charente. De forsendes hyppig til Norden over La Ro- chelle. De bedste er de fra Cognac, Aube- terre, Rochefoucauld og Angouleme. Angurier se Vandmelon. Anhydrit, Karstenit, Muriazit, Ter- ning g i p s, er et Mineral, bestaaende af vandfrit Kalciumsulfat. Den er oftest hvid, men ogsaa graa, blaa eller rødagtig, danner sjældent Krystaller, men spaltes terningfor- migt og har forskellig Glans paa de tre Spal- teflader (Perlemorglans, Glasglans og fedt- agtig Glans). Haardhed 3—3,5. I størst Mæng- de forekommer den som Anhydritsten sammen med Gips og Stensalt (se f. Eks. Stassfurtersalte), saaledes ved Berch- tesgaden, Wieliczka og Stassfurt, Segeberg og Liineburg. Naar den under Optagelse af Vand omdannes til Gips, forøges Rumfanget, og der kan herved foregaa Hævninger dg Forstyrrelser i Lagfølgen. Den tætte, far- vede Anhydrit kan modtage Politur og an-