Meyers Vareleksikon
Omfattende alle vigtige Handelsvarer, deres Forekomst, Fremstilling, Sammensætning, Kvalitetskendetegn, Anvendelse, Forfalskninger o. s. v.
Forfatter: K. Meyer
År: 1918
Forlag: Gyldendalske Boghandel
Sted: Kjøbenhavn
Udgave: TREDIE UDGAVE
Sider: 1064
UDK: 62(02) Mey Gl.
DOI: 10.48563/dtu-0000076
Under medvirkning af ansete fagmænd
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Angosturabark
43
Anilinfarver
vendes til arkitektoniske Forsiringer, men
optager ogsaa her Vand og omdannes til
Gips^ I fintmalet Tilstand bruges Anhydrit
under Navn af Lenzin (se Annaiin) til
Fyldstof i Papir.
Anil se Indigo.
Anilin, Amidobenzol, Fenylamin,
B enzidam, Ani 1 in o 1 i e, er en Bestand-
del af Stenkulstjæren, i hvilken det findes i en
Mængde af 0,3—0,5 %. Det forekommer og-
saa i andre Tjæresorter og blev oprindelig
fremstillet ved Destillation af Indigo med
Kaliumhydroxyd, hvorefter det har faaet sit
Navn, idet den portugisiske Betegnelse for
Indigo er Anil. I det store fremstilles det af
Nitrobenzol ved Indvirkning af Reduktions-
midler, men ogsaa paa denne Maade er Sten-
kulstjæren Udgangspunktet for Fabrikationen,
idet Nitrobenzolen dannes ved Indvirkning
af Salpetersyre paa en Kulbrinte, Benzol,
der faas ved Destillation af Stenkulstjæren
og Rektifikation af den ved c. 80° kogende
Del af denne. Se iøvrigt Nitrobenzol. Nitro-
benzolen reduceres ved Hjælp af Jærn og
Saltsyre eller Eddikesyre, og efter at Ind-
virkningen er til Ende, overmætter man med
Kalkmælk og opheder Blandingen, hvorved
og Vand destillerer over. Til De-
stillatet sætts Salt, hvorved Anilinet udskil-
les som' en Olie, der svømmer oven paa Salt-
opløsningen og kan renses ved yderligere
Behandling. “ , ,
Anilm^danner en Oliet, farveløs Vædske,
som er ubetydelig tungere end Vand, idet
Vægtfylden er 1,0265. I Vand opløses det i
ringe Mængde og giver dette en svag, alka-
lisk Reaktion. I Alkohol, Æter og fede Olier
opløses det i ethvert Forhold. Det koger ved
184°, brænder med lysende og sodende Flam-
me og danner med Syrer krystalliserede
Salte, der alle er opløselige i Vand og Alko-
hol, giver en violet Farve ved Behandling
med Klorkalk og farver Fyrretræ gult, hvor-
for de kan benyttes til Paavisning af Træ-
masse i Papir. Den i Handelen gaaende Ani-
lin er meget sjældent ren, men indeholder
altid væsentlige Mængder Toluidin. der ned-
sætter Vægtfylden, men hæver Kogepunktet.
Udsat for Luft og Lys farver Anilinet sig
mørkt, hvorfor det maa opbevares i vel til-
lukkede Flasker paa et mørkt Sted. Anilin
skal kunne opløse sig klart i fortyndet Svovl-
syre. Dersom der er tiæreagtige Stoffer,
Nitrobenzol el. lign, til Stede, vil disse holde
sig uopløste og svømme oven paa. Foruden
paa Laboratorier finder Anilin hovedsagelig
Anvendelse til Fremstilling af Tjærefarve-
stoffer (s. d.).
Anilinblaat, Azulin, Trifenylrosani-
1 i n, er et Tjærefarvestof, der ikke bruges
som saadant, men som danner Grundlag for
en Række meget vigtige blaa Farvestoffer.
Blandt de i Handelen gaaende Produkter
skelner man mellem S p r i t b 1 a a t (s. dj,
der er Klorforbindelsen eller Acetatet af Ani-
linblaat. Alk alibi a at (s. d.), der er Tri-
fenylrosanilinmonosulf osyre, og Vand-
bi a a t (s. d.), der er Trifenylrosanilindi-, tri-
eller tetrasulfosyre.
Aniliniarver bruges sædvanlig men urigtigt
som Betegnelse for T jæref ar vestoi-
f e r (s. d.). I Virkeligheden er det kun Ani-
linblaat, Metylviolet, Chrysanilin, Fuksin,
Anilinsort (se Anilinsalt) og enkelte andre,
Regel helt hvide, undertiden graa, sjælden
sorte. Tidligere fremstilledes Angoragarnet,
Kamelgarn, hovedsagelig i Angora og
Omegn og indførtes tillige med de deraf væ-
vede Tøjer, Camelot, Serge og Ango-
r asi al er. til Europa, medens Forholdet nu
er det, at Europa indfører Ulden, som forar-
bejdes hovedsagelig i Spinderier i England
(Bradford og Manchester), i Frankrig (Rou-
baix og Lille) og enkelte Steder i Tyskland.
Under de franske og engelske Benævnelser
for Ulden (Poil de chévre og Mohair)
gaar ogsaa forskellige af Ulden vævede Stof-
fer, men iøvrigt er en Betegnelse som Mo-
hair efterhaanden bleven almindelig ogsaa
for Stoffer, der ikke indeholder _ Angorauld.
Angorageden er akklimatiseret i Frankrig,
Spanien og Australien, hvorfra Ulden dog har
et gulligt Skær, endvidere i Kalifornien, Ne-
vada, Ny Mexiko samt som nævnt i Kaplan-
det, hvor Port Elisabeth er den vigtigste Ud-
førselshavn. Forsendelsen sker i Baller af
Størrelse som Uldballer.
Angosturabark, Caron y, Yarowry,
Cortex Angostura eller Cusp ar iæ,
er Barken af et i Sydamerika, navnlig i Ny
Granada voksende. 20—25 m højt Træ, Cus-
pariatrifoliata. Barken kommer i HaM
delen i mere eller mindre rendeformede,
1—4 mm tykke, gullige, i Randen ofte tilskær-^
pede Stykker, hvis ydre Side er lysere far-
vet og ru af den bløde Kork. Barken er haard
og skør, har en svag Lugt og en meget bit-
ter, ejendommelig aromatisk Smag. Foruden
henimod 2 % æterisk Olie indeholder den
formentlig 3 forskellige Alkaloider. Barken
spillede en Tid lang en vigtig Rolle som Fe-
bermiddel, gik igen ud af Brug, efter Sigende
paa Grund af gentagne Forfalskninger .med
Barken af S t r y chn o s nux vomica,
men er i den senere Tid igen anvendt, navn-
lig til Fremstilling af en Likør, Angostura-
bitter.
Under Navn af brasiliansk Ango-
sturabark gaar i Handelen Barken af et
nærstaaende, ligeledes sydamerikansk Træ
Esenbeckia febrifuga, der kendes
fra den ægte ved den indvendige Sides mørke
Farve og ved, at den, naar den brækkes
over, viser et groft, splintret Brud, medens
Brudet hos den ægte Bark er ganske glat.
Angoumoisvine er gode, røde og hvide Vin-
sorter fra det franske Departement Charente.
De forsendes hyppig til Norden over La Ro-
chelle. De bedste er de fra Cognac, Aube-
terre, Rochefoucauld og Angouleme.
Angurier se Vandmelon.
Anhydrit, Karstenit, Muriazit, Ter-
ning g i p s, er et Mineral, bestaaende af
vandfrit Kalciumsulfat. Den er oftest hvid,
men ogsaa graa, blaa eller rødagtig, danner
sjældent Krystaller, men spaltes terningfor-
migt og har forskellig Glans paa de tre Spal-
teflader (Perlemorglans, Glasglans og fedt-
agtig Glans). Haardhed 3—3,5. I størst Mæng-
de forekommer den som Anhydritsten
sammen med Gips og Stensalt (se f. Eks.
Stassfurtersalte), saaledes ved Berch-
tesgaden, Wieliczka og Stassfurt, Segeberg
og Liineburg. Naar den under Optagelse af
Vand omdannes til Gips, forøges Rumfanget,
og der kan herved foregaa Hævninger dg
Forstyrrelser i Lagfølgen. Den tætte, far-
vede Anhydrit kan modtage Politur og an-