Meyers Vareleksikon
Omfattende alle vigtige Handelsvarer, deres Forekomst, Fremstilling, Sammensætning, Kvalitetskendetegn, Anvendelse, Forfalskninger o. s. v.
Forfatter: K. Meyer
År: 1918
Forlag: Gyldendalske Boghandel
Sted: Kjøbenhavn
Udgave: TREDIE UDGAVE
Sider: 1064
UDK: 62(02) Mey Gl.
DOI: 10.48563/dtu-0000076
Under medvirkning af ansete fagmænd
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Sukkerkalk
925
Sulfonal
den virkelige Sødeævne, d. v. s. den Grad af
Sødme, som en og samme Vægtmængde af for-
skellige Sukkere kan frembringe, naar de an-
vendes paa samme Maade. Forfalskninger fo-
rekommer overordentlig sjældent og bestaar
da som Regel i en Indblanding af værdiløse
Stoffer som Kridt, Tungspat, Mel e. 1. i stødt
Melis, hvilke Stoffer let opdages paa Grund af
deres Uopløselighed i Vand. Man har ogsaa
undertiden truffet Fariner, der var farvede
lysegule med Tjærefarvestoffer, for at de
skulde ligne Demerara. Indholdet af det ved
Raffineringen anvendte Ultramarin bør ikke
være for stort, da det f. Eks. ved Sukkerets
Anvendelse til Syltning af sure Frugter kan
give Anledning til en Udvikling af den ilde-
lugtende Svovlbrinte (Svovlvandstof).
Snart efter at Roesukkerfabrikationen var
fremkommen i Europa, begyndte man at be-
skatte denne Produktion, og Frankrig har saa-
ledes haft Beskatning siden 1837, Tyskland
siden 1841. Man har 4 Hovedformer for Be-
skatningen, nemlig: 1) Ren Raastofbeskatning
efter Vægten af de forarbejdede Roer, 2) Skat
øaa Roerne, afpasset efter de benyttede Appa-
raters Ydeævne, 3) Saftskat efter Mængde og
Kvalitet (navnlig Vægtfylde) af Sukkersaften
og 4) Udbytte- eller Forbrugsbeskatning efter
Mængden af det færdige Konsumsukker. Det
sidste er det rationelleste, men kræver det
største Kontrolapparat. Roebeskatningen er
fra flere Sider forsvaret, fordi den tvinger
Fabrikanterne til at benytte de mest sukker-
holdige Roer og at udvikle Tekniken saaledes,
at der faas det størst mulige Sukkerudbytte af
Roerne. Naar Tolden og Udførselsgodtgørel-
sen er et fast Beløb pr. kg Sukker,, fører Roe-
beskatningen, saafremt Satserne ikke stadig
forandres, ved Teknikens Udvikling til en
stedse stigende Beskyttelse og Udførselsøræ-
mie, idet den indenlandske Afgift pr. kg Suk-
ker bliver mindre, jo mere der udvindes af
Roerne. Dette Forhold har ført til, at man,
naar man er gaaet over fra Roebeskatning.til
Udbyttebeskatning, paa Grund af de faktisk
bestaaende Forhold har vedtaget direkte Be-
skyttelse (Told, der er væsentlig højere end
Skatten) og direkte Udførselspræmier.
Ahornsukker og Palmesukker fin-
der næsten kun Anvendelse paa Produktions-
stederne. Førstnævnte fremstilles navnlig i
Nordamerika og Canada i en Mængde af c.
30 000 t aarligt ved Rensning og Indkogning af
Saften af Sukkerahornen (se Ahorn). Palme-
sukker fremstilles navnlig i Ostindien, Afrika
og Australien, førstnævnte Sted i en Mængde
af c. 140 000 t aarligt.
Før Krigen indførte Danmark c. 1000 t
Kandis, c. 4100 t over 98 %, c. lC(00 t mellem
86 og 98 % til Raffinadebrug, c. 4100 t til andet
Brug, c. 1600 t under 86 %, c. 120 t fra St.
Croix, c. 1900 t brun Sirup, c. 200 t Glykose
og c. 130 t Honning. Udførselen bestod hoved-
sagelig i c. 33 000 t dansk Sukker mellem 86 og
98 %, c. 2200 t brun Sirup og c. 900 t Sukker
over 98 %. — Norge indførte c. 14 000 t
i hele Topøe os? Kandis, c. 35 000 t andet fast
Sukker og c. 12 500 t Sirup og Melasse og ud-
førte c. 300 t fast Sukker og c. 50 t Sirup. —
Sverige indførte c. 1600 t raffineret, c. 100 t
uraffineret Sukker og c. 13 000 t Sirup og Me-
lasse. Udførselen var ubetydelig.
En Oversigt over Produktionen af Roesuk-
ker og anden Slags Sukker er fremstillet i de
hosstaaende Tabeller.
Angaaende de som Surrogater for Sukker
anvendte Stoffer: Dulcin, Glucin og Saccharin,
henvises til de paagældende Artikler.
Sukkerkalk se Kalciumsaccharat.
Sukkerkistetræ se Cedertræ.
Sukkerkulør se Kulør.
Sukkerroe se Roer.
Sukkerrør se Sukker.
Sukkersvre bruges i daglig Tale ofte som
Benævnelse for Oxalsyre, men er i Virkelig-
heden Betegnelsen for en helt anden organisk
Syre, der ingen Betydning har i Tekniken.
Sukrol d. s. s. Dulcin (s. d.).
Sulfanilsyre, Paraamidobenzolsul-
f o nsyre, danner med 1 Molekyle Vand far-
veløse, rhombiske Krystaller, der let forvitret
i Luften, idet de danner et hvidt Pulver. Den
er tungt opløselig i Vand og næsten uopløselig
i Alkohol, reagerer surt og danner med Alkali-
metallerne krystallinske Salte. Den benyttes
som Reagens overfor Salpetersyrling og i
Urinanalysen samt i Medicinen mod Næse-
O£ Svælgkatarrh.
Sulfat er Benævnelsen for Svovlsyrens Salte,
hvis latinske Betegnelse er Sul fa s, f. Eks.
S. aluminico ammonicus = Ammoniak-
alun. — S. aluminico kalicus = Alun. —
S. argenticus = Sølvsulfat. — S. calcicus
ustus = Gips, brændt. — S. chromico
kalicus = K r o m a 1 u n. — S. ferrico ammo-
nicus = Jærnammoniakalun. — S. fer-
rico kalicus = J æ r n al un. — S. ferrosus =
Fer rosulfat, o. s. v. — I Tekniken be-
nyttes »Sulfat« ofte synonymt med N a-
t r i u m s u 1 f a t.
Sulfidum er en latinsk Betegnelse for en
Svovlforbindelse, et Sulfid (se Svovl). — S.
calcicum — K a 1 c i u m s u 1 f i d. — S. car-
bonicum = Kulstofsulfid. — S. stibicum
= A n t i m o n s u 1 f i d.
Sulfiner. Svovlfarvestoffer, Thio-
farvestoffer, en stor Gruppe svovlhol-
dige Tjærefarvestoffer, der har den meget vig-
tige Egenskab at kunne farve ubejdset Bom-
uld. Herhen hører f. Eks. P r i m u 1 i n, I m-
m e d i a 1 g u 11. Eclipsegult, Vidal-
sort, Immedialsort, Ægtesort, An-
trakinonsort, Auronalsort, Imme-
dialblaat, Py r o g e n i n d i g o, Hydron-
blaat, Pyrogen-, Katigen- og Kryo-
genbrunt o. fi.
Sulfit. Sulfis, Betegnelsen for et Salt af
Svovlsyrling.
Sulfitstof = Sulfitcellulose, se Cel-
lulose.
Sulfokarbolsvre se Fenolsulfonsyre.
Sulfonal, Diætylsulfondimetylme-
t a n, fremstilles ved, at man leder tør Klor-
brinte til en Blanding af Merkaptan or Ace-
tone og derpaa oxyderer det dannede Mer-
kaptol med Kaliumpermanganat. Det danner
farveløse Krystaller eller et hvidt Pulver
uden Lugt og Smag, er opløseligt i 500 Dele
koldt Vand, 65 D. Alkohol og let i Kloroform:
ved 126° smelter det, og ved videre Ophed-
ning dekomponeres det, udviklende surt rea-
gerende, ildelugtende Dampe, og forbrænder
sluttelig uden at efterlade Rest. Det anvendes
som Sovemiddel, men synes ikke at svare til
de Forventninger, man nærede til det ved
dets Fremkomst.